206 / 236
197
skriftlig Beretning om deres Ambassade, hvorefter Magi
straten resolverede, at dette til vedbørlig Paatale og for
at forekomme videre Konsekvenser kommuniceres Poli-
m esteren i Anledning af den kgl. Befaling af 6. April
1714 og Foro rdningen af 21. Decbr. s. Aar«.
Magistraten havde saaledes trukk et det korteste
S traa i denne Sag, hvad den om trent altid gjorde i sit
Forhold til Studenterne, dertil havde de for mægtig
en Forbundsfæ lle i Universitetet. Rigtignok gjorde Ma
gistraten Alvor af at indberette Sagen til Politimesteren
for at faa S tudenterne aktionerede. Men det bragte
vistnok ikke videre Ulykke over Regensianernes Hove
der. I det m indste h a r jeg in tet fundet, der kan tyde
paa d e t2).
Noget andet er, at Begivenhedep i 1742 nok h a r
gjort Fo rholdet mellem de to Poten tater noget spændt.
Men det varede i alt Fald kun fire Aar, saa faldt de i
Armene paa h inanden og blev bedre Venner end nogen
sinde. Det gik saaledes til.
Der var nemlig ogsaa noget, der hed u æ r l i g e L ig ,
det vil sige Lig af Selvmordere og af Folk, der fandtes
døde i Kanalerne og paa Gaderne, sam t af justificerede
og af N atm andens Fo lk ; med Hensyn til den sidste
Klasse var det dog noget om stridt, om den skulde reg
nes til ærlige eller uærlige Lig. Det havde altid haft
sin store Vanskelighed at faa disse Lig besørgede. Ma
g istraten hjalp sig ved snart at henvende sig til de en
kelle Lav, snart ved at lade Vægterne eller de fattiges
Fogder eller de af Magistraten beskikkede Favnsæ ttere
og Læssere tage Affære. Men Lavene viste sig meget
uvillige, navnlig n a a r det gjaldt Selvmordere*), og hel*) O. Nielsen (VI S. 416) nævner flere Eksempler, og deres Tal
kan nem t forøges. Et af de m est typiske Tilfælde, jeg har truffet,
er vel følgende. I Oktbr. 1758 klagede Bogbindernes Oldermand J.