211 / 236
2 0 2
pen formente, at det kunde afgøres med en p rivat Ad
varsel fra ham og en ganske liden taalelig M u lkt4).
Man m aa i Billighedens Navn haabe, at den i alle T il
fælde ikke h a r været m indre end Favnsæ tternes.
At Begivenheden havde vak t Opsigt og givet An
ledning til en Del Snak, kan ses af, at Oversekretæren
i Kancelliet, Grev Holstein, 20. Aug. spurgte Magistraten,
om det Rygte talte sandt, at N atm andskarlens Kone
var død i Barselseng tillige med Barnet, fordi h u n ikke
havde kunn et faa nogen Jordemoder, og at Liget havde
hen staaet 8-10 Dage, før S tudenterne tog sig af det.
»Som da om denne Passage ej nogen Indberetning
endnu til mig er indkomm en , at derom kan gøres aller
underdanigst Forestilling til at faa slig Uorden en anden
Gang forebygget, saa vil jeg med første om denne Be
givenhed være forventende højtærede Herrers Relation«
osv. E t P a r Dage efter svarede Magistraten, at Rygtet
var »aldeles urigtigt og fingeret og tilmed aldrig blevet
os bekendt«, men nu efter Politimesterens Undersøgelse
havde det vist sig, at Konen baade havde haft Jo rd e
moder og Doktor (den ansete Fødselshjæ lper Jens Vil
helm Bing), og at Fosteret, som formedelst Svaghed
straks blev hjemm edøbt af Jordemoderen, levede otte
Dage efter, sam t at Konen først døde tre Uger efter af
Koldfyr, der havde tilslaget sig udi det ene Ben; heller
ikke med at faa Liget bo rt havde det haft Vanskelig
heder, uden for saa vidt Favnsæ tterne havde vægret sig,
da de mente, at det tilkom S tuden terne5).
Dermed var Sagen ude af Verden, og Facit var, at
S tudenterne for Eftertiden tog sig af N atm andens Folk
og Favnsæ tterne blev fri.
Fo rho ldet mellem Magistrat og S tudenter var nu i
den følgende T id helt hjærteligt, saa hjærteligt, at det