213 / 236
204
mange fattige S tudenter ved Akademiet, hvo r de ikke
alene befordres til i sin Tid al betjene Kirken og Lan
det, men og allerede i adskillige Henseender er denne
kgl. Residensstad til Fordel og Tjeneste«.
Men Magistraten havde dengang ikke noget godt
Øje til Studenterne, dertil var H istorien fra 1742 i for
friskt Minde, og efter at have indhentet Lavenes Be
tænkning, som selvfølgelig gik S tudenterne imod, afga
ves 10. Marts 1745 en i stærke Ord affattet Erklæ ring
mod Ansøgningen. Det vilde være aldeles ubilligt og
stridende mod Fo rordn ingen, om Lavene ikke fik Lov
at bære, da de derved ikke alene friede de efterlevende
for Udgifter, men de fattige E nker nød endog Hjælp
til Begravelsen af Lavenes Kasser, hvortil hver Mester
og Svend kon tribuerede; n aa r Professorerne havde op
regnet de Lav, der v a r komne til efter 1714, maatte
det erindres, at mange af dem havde haft Lavsrettig
heder tilforn; S tudenterne havde nu foruden det ind
bringende Privilegium mange flere Beneficicer end i 1714;
de skulde vel holde Kapper og sorte Klæder til Begra
velserne, men naa r deres Hjælp ikke blev begært, havde
de hverken Umagen eller sled paa K læderne; skulde
Lavene betale dem en aarlig Ducør, vilde det kun for
øge de efterlevendes Sorg og Bekymring. Dermed blev
Sagen lagt h e n 7).
Men saa skete den store Fo rsoning i Sommeren
1746, og da Udsigterne nu var betydeligt lysere, kom
Professorerne igen 5. April 1747 med deres Ansøgning,
der lyder om trent som den forrige; blot understregede
de endnu stærkere, at der var intet at fortjene for S tu
denterne, »de fattige Karle«, paa Grund af de mange
Lav, der selv forrettede Ligbæring, og de anmodede om,
at den liden Kendelse, som hvert Lav skulde give,
m aatte ske efter Magistratens Repartition.
Denne Gang havde P iben en helt anden Lyd i Ma