KulturskildringerFraKøbenhavn

betale Reparationen, og at der ogsaa vilde blive taget

andre Forholdsregler, som kom til at svie til hans

Lomme, bl. a. den, at Kirken lukkedes for Folk fra

Byen, begyndte han at krybe til Korset. Den 7. Juli

1751 bad han om Tilgivelse og om, at man ikke vilde

berøve ham de Sportler, som han havde af Præstetav-

len, ved at lukke Kirken, thi Arrestanterne selv gav

intet; af de besøgende havde han haft hver Helligdag

2 Mk. og hver Højtid 14 å 16 Rd. Næst at anmode

om, at Skillerummet med Nathuset ikke maatte blive

genopført af de Grunde, han før havde anført, erklærede

han ogsaa at ville tage til Takke med Skoledisciplen,

naa r man blot vilde affinde sig med Studenten og give

ham Hjælp til Delinkventernes Præparation.

Barmeyer fik da Lov til at lade andre Folk komme

ind i Kirken, »dog at han selv svarer dertil og ingen

af Arrestanterne echaperer«. Men Skillerummet blev

genopsat, og de 63 Rd., det kostede, blev fradraget i

Præstens Løn, og da han spurgte, om det virkelig var

Meningen, tilmed da han selv kunde have ladet det gøre

for 10 Rd. af de gamle Materialer, der var overladt ham,

var Magistraten ubøjelig, men tilføjede, vistnok som et

Slags Plaster, at Menigheden ikke bar Nag til ham for

hans Person, men kun for hans Opførsel. Efter en

ny frugtesløs Henvendelse med Røn om Tilgivelse for

»Bassessen« og Løfte om aldrig mere at foretage sig

noget paa egen Haand gik han 3. Nov. 1751 lige til

Kongen med sin Klage over, at hans Løn forholdtes

ham for at have gjort noget, som var aldeles nødven

digt, og bad om, at det maatte blive paakendt ved

Generalkirkeinspektionskollegiet, »om det er tilladt, at

et Lokum staar ved Guds Alter«.

Til

B arm eyer

havde han lige fra første Færd ikke

noget godt Øje, dels fordi han havde forlrængt hans

Veninde, dels fordi han straks havde faaet Laasene i