51
betale Reparationen, og at der ogsaa vilde blive taget
andre Forholdsregler, som kom til at svie til hans
Lomme, bl. a. den, at Kirken lukkedes for Folk fra
Byen, begyndte han at krybe til Korset. Den 7. Juli
1751 bad han om Tilgivelse og om, at man ikke vilde
berøve ham de Sportler, som han havde af Præstetav-
len, ved at lukke Kirken, thi Arrestanterne selv gav
intet; af de besøgende havde han haft hver Helligdag
2 Mk. og hver Højtid 14 å 16 Rd. Næst at anmode
om, at Skillerummet med Nathuset ikke maatte blive
genopført af de Grunde, han før havde anført, erklærede
han ogsaa at ville tage til Takke med Skoledisciplen,
naa r man blot vilde affinde sig med Studenten og give
ham Hjælp til Delinkventernes Præparation.
Barmeyer fik da Lov til at lade andre Folk komme
ind i Kirken, »dog at han selv svarer dertil og ingen
af Arrestanterne echaperer«. Men Skillerummet blev
genopsat, og de 63 Rd., det kostede, blev fradraget i
Præstens Løn, og da han spurgte, om det virkelig var
Meningen, tilmed da han selv kunde have ladet det gøre
for 10 Rd. af de gamle Materialer, der var overladt ham,
var Magistraten ubøjelig, men tilføjede, vistnok som et
Slags Plaster, at Menigheden ikke bar Nag til ham for
hans Person, men kun for hans Opførsel. Efter en
ny frugtesløs Henvendelse med Røn om Tilgivelse for
»Bassessen« og Løfte om aldrig mere at foretage sig
noget paa egen Haand gik han 3. Nov. 1751 lige til
Kongen med sin Klage over, at hans Løn forholdtes
ham for at have gjort noget, som var aldeles nødven
digt, og bad om, at det maatte blive paakendt ved
Generalkirkeinspektionskollegiet, »om det er tilladt, at
et Lokum staar ved Guds Alter«.
Til
B arm eyer
havde han lige fra første Færd ikke
noget godt Øje, dels fordi han havde forlrængt hans
Veninde, dels fordi han straks havde faaet Laasene i
4
*