61 / 236
52
Arresthuset forandrede, saa at Præsten kun havde Nøgle
til sin egen Lejlighed. F jendskabet begyndte med, at
Rothenborg i Aug. 1751 nægtede Barmeyer og Hustru
at gaa til Alters i Frue Kirke, da de skulde holde sig
til ham som deres rette Sjælesørger, men heri fik han
ikke Medhold af Magistraten, »da Barmeyer ikke kunde
have den sande Nytte af at lade sig betjene af en Præst,
han ikke havde Tillid til«
Vå).
Saa indsendte Rothenborg
to Maaneder efter en Klage over Barmeyers og Hustrus
Grovhed imod h am og det ugudelige Liv i Arresthuset;
der holdtes Værtshus baade for Arrestanter og for Folk
fra Byen, og der var Spillebule, især var Grams Kam
mer et Tilhold for Spillefuglene; Arrestanterne, især
Gram og en Student Endorf, overfaldt ham, naar han
formanede dem at føre et bedre Levned; han kunde
ikke forrette sit Embede, da han ikke mere kunde lukke
sig ind paa Kamrene for at passe paa, og behandledes
selv som Gældsarrestant, da han ikke kunde lukke sig
ud og ind af Arresthuset. I sin ovennævnte Supplik til
Kongen af 3. Nov. brugte han endnu stærkere Udtryk;
Barmeyer levede i Sus og Dus baade i sin egen Stue og
paa Arrestantkamrene; Rothe'nborg stødtes og truedes
med Ørefigen; Arrestanterne arbejdede i Arresten for at
faa Penge til deres Fylderi, og de havde mere Frihed
end de, der holdt dem arresterede; hans Tavle i Kirken
gav h am nu næppe 2 Mk. mod 72 Rd. før!
Men Barmeyer tog ogsaa til Orde og vendte Sagen
om, idet han beskyldte Rothenborg for at føre et for
argeligt og for en Præst uanstændigt Levned, og i Okt.
1751 beordrede Magistraten Underfogden at optage et
Tingsvidne for at faa de gensidige Beskyldninger under
søgte. Medens Sagen stod paa, vedblev Rothenborg med
sine Skriverier og indsendte i Slutningen af Nov. en ny
Supplik til Kongen, men Magistraten bad om at maatte