33 / 185
kildestolen; thi der var allerede Strid mellem Kronen og
Kirken om Besiddelsesretten til Øen.
Det varede ikke længe efter Absalons Død før en heftig
og langvarig
Strid om Besiddelsesretten
til Kjøbenhavns Len
opstod mellem de to Magtfaktorer, som Kronen og Kirken
var, og affødte megen Bitterhed og Splittelse imellem dem.
Kronen begyndte at nære Betænkeligheder ved de store Be
siddelser, som Kirken allerede havde tilegnet sig, og særlig
det vigtige, befæstede Punkt Kjøbenhavn (Kjøbmannehafn),
der hurtigt var bleven en betydelig Handelsplads. Allerede
Valdemar Sejr yttrede Tvivl om, at Absalon havde havt fuld
Ret til, at handle som sket var med dette vigtige Len, hvor
ved Kronens Ret og Indflydelse overfor Fæstningens krigs
politiske Side aabenbart krænkedes. Under Erik Plovpenning
førte Striden til et skarpt Brud mellem Roskildestolen og
Kronen, saa skarpt, at Biskop N ie ls S t ig 1247, vistnok
nærmest af den Grund, maatte rømme fra Stiftet og i lang
Tid ikke turde vende tilbage. Kongen havde med Vold og
Magt taget Staden og Borgen Hafn og truede Bispen paa
Livet, dersom han ikke afstod Retten dertil. Men Lybeckerne,
som naturligvis maatte være med, tog Bispens Parti. De
plyndrede og brændte Byen og dens Omegn, særlig ogsaa
Amager, 1248. Lange Krigstider og Oprør førte det med
sig, hvorunder Fyrst Ja romar af Rügen havde indtaget Sta
den og Fæstningen, og først 1260 lykkedes det den efterføl
gende Biskop, som havde søgt denne Fyrstes Hjælp, at faa
Striden bilagt. Erik Glipping maatte overfor Paven, der jo
havde stadfæstet Absalons Dispositioner, gøre den Indrøm
melse, at Lenet stod under Kirkelovens Beskyttelse. Saaledes
maatte Kirkens formelle Ret dertil indtil videre respekteres.
I den følgende Tid blev Landet atter stærkt oprevet af
indre Splid og Ufredshære, der sloges om Kongemagten.
Baade Kirken og Adelen vilde raade. Og Amager, der laa
ved den alfare Søvej, fik naturligvis sin Del af Ufreden.
1288—89 hærgede Marsk S tig og «de Fredløse», sammen
med den norske Konge Erik Præstehader, gentagne Gange
Øen med Brand og Plyndring, idet de tog Alt, hvad der
kunde gøres i Bytte. Ogsaa H an serne laa stadig paa Lur
2
7