KØBENHAVNS SPORVEJE
227
passagerer pr. vognkm., steg fra 3,94 i 1939/40 til 4,30 i 1940/41, jfr.
tabel 13.
Allerede ved krigsudbrudet blev der gennemført en række mørklægnings-
og sikkerhedsforanstaltninger med henblik på en muligt indtrædende luft
værnstilstand. Men den tyske besættelse krævede forholdsregler af en helt ny
art, hvilket skabte store vanskeligheder. Mørklægningen i sporvognene blev i
begyndelsen baseret på anvendelsen af blåt lys, hvilket var ret utilfredsstillende
for såvel publikum som personale. I løbet af sommeren 1940 blev det blå lys
erstattet af en effektivt afskærmet ufarvet belysning, der lettede billetteringen
og muliggjorde læsning. Endvidere blev sporvognene forsynede med baglygter
af glimlampekonstruktion, og stoppestederne blev afmærkede ved hjælp af en
glimlampe på ledningsnettets bæretråde. Af hensyn til sikkerheden blev rejse
hastigheden nedsat under mørklægningen fra efteråret 1940, og der skete ind
skrænkninger i åbningen af fordøren for ikke at blænde vognstyreren. Under
mørklægningen skete der et stigende antal afstigningsulykker, idet det på
grund af mørket var vanskeligt at afgøre, når der helt var standset ved
stoppestedet. Sporvejene iværksatte i denne anledning en plakatkampagne med
indskærpning af forsigtighed.
I sommeren 1940 blev der foretaget forsøg med anvendelse af belysnings
gas (komprimeret i stålbeholdere) og med generatorgas til drift af omnibusser.
Belysningsgas lod sig udmærket anvende, men fornøden tilladelse til anven
delsen kunne ikke opnås. Det blev derfor generatorgas, der under krigen
måtte anvendes til drift af omnibusserne. De dieseldrevne omnibusser måtte
indstille driften fra nytår 1941, men allerede fra den 2. august 1940 var den
første gasgeneratoromnibus sat i drift. Efterhånden blev ialt 31 af sporvejenes
58 tomandsbetjente omnibusser ombygget til gasgenerator. Gummimanglen
medførte imidlertid, at den i forvejen indskrænkede omnibusdrift (kun linierne
21 og 22) blev yderligere indskrænket ved, at driftstiden fra den 18. september
1944 forkortedes med 2 timer (til kl. 20 fra endestationen) samtidig med en
afkortning af linierne. En genoptagelse af kørslen med enmandsbetjente omni
busser, hvortil der kunne skaffes mindre dimensioneret gummi, på linie 22
fra 13. juni 1944 hindrede, at bustrafikken helt ophørte i krigens sidste år.
Materialesituationen medførte, at anskaffelsen af 4-akslede sporvogne
måtte ophøre i 1942. I stedet for påbegyndtes af det forhåndenværende mate
riale bygningen af en række lettere 2-akslede vogne. De første bivogne af denne
type (2-akslede vogne af type 1942) indgik i driften den 17. juni 1942, mens
de første motorvogne af typen indgik i driften den 10. november 1942. Af
denne type blev ved delvis anvendelse af materiale fra ophuggede ældre spor
vogne i krigsårene og de første efterkrigsår bygget ialt 44 motorvogne og 65
bivogne. Største parten af disse vogne er efter krigen blevet ombygget til fast
konduktør.
Foruden disse nybygninger af vogne blev der i krigsårene foretaget
gennemgribende moderniseringer af ældre vogne. Fra 1943/44 til 1945/46