188 / 327
Løbet af en 10-Timers Arbejdsdag. Med Kranerne kunde man nøjes med tre
Mand, og saa kunde der præsteres næsten ligesaameget i Timen! Mens det
forhen tog 8 Dage at losse en Last paa 3000 Tons, lod det sig nu gøre paa
to Trediedele af ét Døgn.
Man kunde ligesom ikke rigtig fatte det i Datiden. Ved Lejlighed blev
Kulkompagniet ringet op fra Lodskontoret i Helsingør. Man mente, det maatte
være forkert, naar Kompagniets Damper var blevet rapporteret sydgaaende
med fuld Last en Søndag Morgen Kl. 4 og samme Aften atter havde passeret
ballastet mod Nord! Saa vidt man vidste, var der kun én Damper, der hed
»Julius Holmblad«. Og det var der ogsaa. Takket være det praktiske Anlæg
havde man kunnet losse den i Løbet af Dagen.
Kulkompagniets Anlæg var enestaaende for sin Tid, det største som indtil
da var »udført i Europa, ja et af de største og mest fuldkomne i Verden«.
Foruden Kranerne omfattede det tre store Kulsiloer, fra hvilke Jernbanevogne
og almindelige Vogne kunde læsses, og 36 automatiske Baner, ad hvilke Kul
lene blev ført henholdsvis ind i Siloerne og ud paa den store Lagerplads bag
disse. Og det Anlæg gjorde Fyldest i fyrretyve Aar. Først i 1937 blev de fem
Parabelkraner erstattet med to mere moderne Kraner, kørende paa en Beton
bro, mens kørende Svingkraner af forskellig Type tidligere var monteret paa
Broer over Lagerpladsen. Dette moderne Anlæg vakte selvforstaaeligt ikke
saa megen Opsigt som det gamle, til hvilket Kulhandlere fra hele Europa
valfartede, en god Reklame for Titan, som endog fik overdraget Udførelsen
af det første Kullosningsanlæg i Tyskland.
Frihavnsanlægget saavel som Anlægget paa Vestre Gasværk var som nævnt
drevet ved Dampkraft, og da Havnen udfor det sidste blev fyldt op i Aaret
1898, saa Anlægget maatte fornys, og Forbindelsen fra de tre ny Elevatorer
til selve Værket blev etableret ved en Kabelbane, blev her ogsaa indrettet et
særligt Kraftanlæg. Men det følgende Aar, da man udførte et Kullosnings
anlæg ved Østre Gasværk
med Forbindelsesbanen til Frihavnen, som eksiste
rer endnu
fik de to Hun t’ske Elevatorer hver sin Dampkedel, hvilket paa
den ene Side gav Kranerne større Bevægelsesfrihed paa Sporet, paa den anden
nødvendiggjorde en ekstra Fyrbøder. Ogsaa de andre Anlæg fra samme Periode,
Tiden indtil 1901, tre i Sverige og Norge, samt et i Masnedsund, blev drevet
med Damp, med Undtagelse af den Hun t’ske Kran ved The Kellner Partington
Paper Pulp Comp. ved Sarpsborg i Norge. Her var Drivkraften Elektricitet.
Hermed indledtes en ny Epoke i Kranbygningens Historie. Det vil sige for
T itan s Vedkommende. I Tyskland havde man allerede før 1890 fremstillet
182