94 / 205
90
Hvorlænge Solberg blev der, ved jeg ikke; men ret længe tror jeg
ikke, han holdt Stillingen. Rent menneskeligt set staar for mig nu
bagefter Wilhelm, trods hans gnavne Væsen og Mangel paa Pro
perhed, som betydeligt værdifuldere end hans Efterfølger, der egent
lig slet ikke egnede sig til at omgaas en Flok yngre og ældre Stu
denter. Det kan ikke siges, at Professor Madsen der var heldig
i sit Valg.
Naar jeg derimod ser ud over det Portræt af Kollegiets Alum
ner, som stammer fra Eftersommeren 1902, da jeg havde forladt
Kollegiet, tror jeg at kunne sige, at i Valg af Studenter, som Pro
fessor Madsen fandt værdige til at optages paa Valkendorfs Kolle
gium, var han usædvanlig heldig. Det er en Samling udmærkede
Mænd, som jeg for min Part var meget glad over at have lært at
kende.
Blandt denne Samling staar ogsaa en ældre, skægget »Student«.
Det er P. K. Thorsen, den kendte Sprogmand. Trods sin Alder blev
han stadig ved med at komme paa Valkendorfs Kollegium, han be
fandt sig aabenbart godt blandt de unge. Eller var det kun gammel
Vane? I hvert Fald husker jeg ham bedst henslængt i en Stol, med
Benene i Strømpesokker paa en anden Stol, hvor han sov Aftenen
bort, mens vi andre spillede L ’hombre.
Det er nogle faa skønne Minder fra de glade Studenterdage,
hvor jeg havde den Lykke at dyrke et storartet Kammeratskab. Men
det er kun Minder. Siden vi forlod Kollegiet, er vi blevet spredt
over det ganske Land, nogle er døde, og de fleste af os, der lever,
er blevet borte for hinanden. Saadan gaar det vel oftest. Men saa
er det godt engang imellem at tage Minderne frem. Og det gør
jeg ofte.
V A LD EM AR HANSEN 9)
1900—05.
For de Studenter, der boede paa Valkendorfs Kollegium lige
efter Aarhundredskiftet, betød Kollegiet paa en Gang et Hjem og
en Forening. De allerfleste af os 20 Alumner havde jo vort Hjem
og vor Familie udenfor København, og den snævre Kreds vi dan
nede, f. Eks. i Sammenligning med de 100 Regensianere, kunde hur