300 / 392
Indlevelse i Berlin
293
knyttede megen uhjemlet Forhaabning, sagde Simson: Til
fredsheden med Deres ny Forlægger gør Deres Hjerte Ære;
jeg har netop nylig havt en Sag at føre mod ham, og uden
afgjort Held;
er ist hart um die Ecke des Zuchthauses
herumgekommen.
Faldt Talen paa Forholdet mellem de to Køn, kunde
Simsons Naivetet vise sig i det klædeligste Lys. Han troede
paa alle tvivlsomme Forholds Uskyldighed. En ældre Maler,
en fin Mand, var bleven indviklet i en uhyggelig og mod
bydelig Pengeafpresnings-Sag. Tilsidst blev han anklaget for
Mened; han havde nemlig svoret, ikke at have staaet i For
hold til en Model, hvem han bevisligt aldrig kunde løsrive
sig fra, med hvem han foretog sine Rejser og hvem han
stadigt afbildede nøgen. At Manden burde reddes, ifald det
blot var muligt, det var klart. Hans værste Skyld var den,
ved et fortvivlet Middel at have villet undgaa en Skandale,
ondskabsfulde Mennesker vilde styrte ham i. Men Simson
var fuldt og fast overbevist om, at Malerens Forbindelse
med Modellen tiltrods for de mest overbevisende Indicier
havde været et rent kunstnerisk. Og han indviklede sig i
de sindrigste Teorier om, hvorledes Forholdet mellem
Kunstner og Model var et Forhold af ganske, ganske sær
egen Art, uden Sammenligning med noget andet Forhold paa
Jorden, Teorier, som vilde have vundet Bifald hos Billed
huggeren Rubeck i Ibsens sidste Drama, men ikke kunde
godkendes af Andre.
Trods Simsons ubetingede Diskretion havde man det
Indtryk, at han, smuk og indtagende som han var, i sine
yngre Dage havde været en Mand, i hvem mange Kvinder
fandt Behag. Han sagde aldrig et Ord om sit Forhold til
det andet Køn. Men da Talen en Dag faldt paa en Mand,
der var bleven beskyldt for dette eller hint, med Hensyn
til hvilket Simson kraftigt tog ham i Forsvar, og jeg saa