301 / 392
294
Indlevelse i Berlin
sagde: De vil dog ikke negte, at han har en Svaghed for
Kvinder, svarte Simson med denne morsomme og mig
ganske nye Anvendelse af et Horatsisk Vers: Ej hvad!
Hane veniam petimus damusque vicissim.
En Dag kom Simson til mig med nedslaaede Miner:
George,
mein verehrter Gonner!
denne Dag er den tristeste
i mit Liv! — Hvad er der dog hændt? — Tænk Dem, jeg
stiger op paa en Sporvogn; den er fuldt besat; jeg bliver
udenfor; da rejser en ung Dame sig fra sin Plads og til
byder mig den. Jeg afslaar naturligvis. Men hun bliver ved
sit med Udbruddet:
Dem A lier die Ehre!
Han var da ikke stort over 50 Aar, men saa adskilligt
ældre ud, og blev sig først ved den unge Piges Artighed sit
Udseende bevidst.
Han levede ikke ti Aar derefter, blev altsaa ikke gam
mel. Savnet blev han af de mange, hvem han havde været
en Ven, og af de sikkert ikke faa, smaa fattige Embeds-
mænd og Kunstnere i hans Kres, for hvem han havde
været et Forsyn.
22
.
Rudolf Siemering
var den første Billedhugger, jeg i
Berlin lærte at kende.*) Hans solide, djærve, østprøjsiske
Væsen var vindende, og jeg følte mig tiltalt af hans Kunst,
der uden egenlig Genialitet var alvorlig og ægte. Efter lange
Kampe var han trængt igennem, havde store Bestillinger til
Tyskland (Luthermonument, Gråfemonument) og særligt til
Amerika, hvor han var slaaet an. Snart udnævntes han til
Bestyrer af Rauchmuseet, og opslog sin Bolig derved. Man
*) Sam lede Skrifter XIV 360.