303 / 392
296
Indlevelse i Berlin
gerne hver Maaned eller hveranden paany. En Dag i Marts
1878 sagde han til mig: „Tillad mig at indføre en ung Mand
hos Dem, der gerne vil male Deres Portræ t; han er 25 Aar
gammel, norsk af Fødsel, men en Verdensmand, meget vel
opdragen, slet ikke nogen Nordmand“.
Saaledes kom
Christian Krohg
til mig. Og da han
havde baade Bolig og Atelier sammen med en anden ung
Kunstner, paa 21 Aar, ved Navn Max Klinger, lærte jeg
samtidigt denne at kende. Og begge ret intimt; thi paa det
Portræt af mig, som Krohg da begyndte, malte han i Reglen
en halvanden Time hver Formiddag, og Maleriet tog fulde
ni Maaneder, uden derfor at blive det Mesterværk, det maa-
ske var blevet, ifald Krohg havde erklæret det for færdigt,
da en Fjerdedel af Tiden var gaaet. Først syntes det nemlig
godt; senere blev det mere og mere besynderligt, alt som
Farverne antog Karakteren af Lagkage. Da Gussow, de
unge Mænds Lærer, da Berlins mest fejrede Portrætmaler,
kom for at bedømme Billedet, var han ikke helt fornøjet,
men antydede med Fingren, hvor Maleriet for ofte var blevet
forbedret. Der gik endnu nogle Aar, før Kristian Krohg
naaede sin Højde som djærv og oprindelig Maler. At han
skulde udvikle sig til en udmærket Skribent med en altid
lige sikker og uimodstaaeljg Humor, Norges første Journalist,
lod sig dengang ikke forudse. Han havde paa Ungdommens
Vis Munden fuld af Teorier, og søgte den yderligst gaaende
Synsmaade op for at vedkende sig den*).
Der var tre unge Kunstnere, som holdt sammen, de to
nævnte og en
Hr. von Vogtldnder,
der senere blev gift med
en Datter af Kunst-Kritikeren Ludwig Pietsch. Denne sidste
har ikke vundet Navn som de to første.
Max Klinger
var en højst tiltrækkende Omgangsven,
*) Sam lede Skrifter VII 672.