302 / 392
Indlevelse i Berlin
295
trivedes i hans Hjem; hans Hustru var sjældent smuk og
fintdannet, dennes Søster var det neppe mindre, og Svogeren
Dr. Lewin, som skrev i
Die Gegenwart,
var en Kunst
kritiker af meget høj Rang, som havde Mod til Ros over
det endnu ikke anerkendte. Han døde desværre ung.
Af de gamle store Kunstnere saa jeg ret jævnlig
A do lf
Menzel,
som var imødekommende og trods sin tilsyneladende
Barskhed baade elskværdig og barnlig. Ganske urimelig var
han i sine affærdigende Domme over de franske Impressio
nister; men hans Modtagelighed strakte sig ikke ud over
Grænserne for hans eget Talent. Det var lærerigt for mig
at se det gamle Prøjsens Aand legemliggjort i en moderne
Kunstner.
Ludwig Knaus,
der jo ikke kunde maale sig med ham,
men dog indgød Respekt og Sympati, traf jeg nu og da
i literære Krese. Blandt ringere Malere saa jeg tidt hos Simson
den nævnte Konigsberger
Oito Brausewetter,
en lang, mager
Mand med uredt Haar, som havde godmodigt Lune og
naturligt Vid. Han gjorde store Historiemalerier i noget
gammeldags Stil, først mere romantisk, saa mere realistisk
holdte.
Dog ganske kort efter min Bosættelse i Berlin lærte
jeg en Kres af yngre Kunstnere at kende.
Bjørnstjerne Bjørnson, der meget jævnligt skrev til mig
og hvis rige, virksomme Sind nu aabnede sig for mig under
stadigt aandeligt Samkvem, bad mig modtage hans attenaarige
Søn Bjørn, der var Elev ved Konservatoriet i Berlin og derefter
blev tysk Skuespiller. Den unge Bjørnson indfandt sig, rød-
haaret og frejdig med et Ansigt fuldt af Fregner, og gjorde et
oplivende Indtryk. Han traadte gerne ind med et Smil og
kastede i Almindelighed til Indledning af Samtalen et Foto
grafi af sin sidste Forlovede paa mit Skrivebord, altid en
smuk Pige, som gjorde hans Smag Ære; han forlovede sig