299 / 392
292
Indlevelse i Berlin
og at drikke. Som en meget formuende Mand saa han
oftere Gæster hos sig, især sine Byesbørn fra Königsberg.
I hans Hus traf jeg f. Eks. fra først af Billedhuggeren
Siemering og Malerne Graf og Brausewetter, alle fra denne
By. Men han kendte iøvrigt saa at sige hele Berlin, var
kommen i Berøring med Alverden fra Statsmænd og Kunst
nere til det laveste Forbryderpak.
En Dag traadte han ind til mig med yderst oprømt Mine:
George,
mein Herzensjung!
Ønsk mig til Lykke, jeg har
et vanskeligt og subtilt Arbejde bag mig. Jeg har idag
reddet et Menneskes Hoved og faaet ham
pure
frikendt. —
Hvor kunde saa dræbende en Mistanke samle sig mod en
Uskyldig? — En Uskyldig! George, min Ven? Er De for
ryk t? Hvad Ære var der da ved det! Min Klient er det
værste KrapyL der har gaaet paa to Ben. Han har slaaet
sin Kone ihjel saa vist som jeg staar her. Deri laa jo netop
Vanskeligheden ved at forsvare ham og især med et saa-
dant Resultat. Men tænk Dem! Slubberten takkede mig ikke
engang, da det Hele var forbi, han, som dog skylder mig
sit Liv. Jeg sætter naturligvis ikke megen Pris paa Tak fra
de Læber: men saa megen Velopdragenhed kunde han dog
have vist. — Og Simson udviklede mig, at Talen var om
Ejeren af en Forretning for Insektforgiftning kaldet
Myko-
thanatos,
hvis Hustru var fundet dræbt af Gift, mens Ægte
manden, der bevisligt forud havde givet en anden Kvinde
Ægteskabsløfte, paastod, at hun havde villet tage sig selv af
Dage, og at han paa hendes indstændige Bøn alene havde
ladet sine Gemmer med Gift staa aabne.
Simson havde saa pudsige Udtryk for Misbilligelse som
for Agtelse og udtalte dem uden et Smil. Til en Forfatter,
der lige havde opgivet en Forlægger, om hvis Redelighed
han efter Forfatteres Vane nærede Tvivl, for at træde i
Forbindelse med en ny, til hvem han efter Forfatteres Vane