304 / 392
Indlevelse i Berlin
297
stilfærdig og dyb. Selvfølgelig var han dengang i alle sine
Anskuelser højst radikal. Skønt han straks i sine Penne
tegninger indlod sig paa Fremstillinger af Kristi Historie,
skulde dengang Ingen formode, han nogensinde vilde naa til
den Fordybelse i kristeligt Følelsesliv, som senere Malerier
af ham røber. En Dag, da han var sysselsat med en Penne
tegning: Mænd, der omkring et Bord sidder fordybede i en
eller anden uhyggelig Plan; spurgte han: Hvad forestiller
det? og da Svaret faldt: En Falskmøntnerbande, tænker jeg
— svarte han med et Smil: Omtrent; det er Apostlene som
aftaler, at Jesu Lig skal forsvinde af Graven.
Klinger var dengang fortrinsvis Raderer og opnaaede
snart Mesterskab i denne sin Kunst. Han udførte dog og-
saa adskillige Malerier, og kasserede af og til et, der syntes
os andre baade oprindeligt og fængslende, saaledes et, der
forestillede Soldater, som under en Hagl af Granater gaar
gennem en Skov. Han var iøvrigt, som det stemmede med
hans Tyveaarsalder, forelsket, og skønt han ikke sagde et
Ord derom, var det dem, der stod ham nær, ikke vanskeligt
at iagttage, hvilken uheldig Indflydelse den Udkaarne udøvede
paa hans Velfærd. Hun plyndrede ham saa grundigt og han
elskede hende saa højt, at han tilsidst, for at kunne give
hende hver Mark, ikke spiste regelmæssigt til Middag og
blev alvorligt syg deraf. Det Hjørnetaarn i Hohenzollern-
strasse, hvor de unge Kunstnere boede paa femte Sal —
sovende paa Madrasser i selve Atelieret — kaldtes af dem
spøgefuldt for
Hungertaarnet;
for Klinger blev det en kort
Tid bogstaveligt dette.
Han rejste bort og kom igen og var rigere paa form
fulde Indfald og Ideer end nogensinde. Han nøjedes ikke
med en blot kunstnerisk Dannelse, læste meget og havde
sin ganske selvstændige Smag. Af Tyskerne vurderede han
den glemte Jean Paul, af Franskmændene Brødrene Gon-