297 / 392
290
Indlevelse i Berlin
nærede ingen Formodninger. Men da De taler saa aabent
til mig, saa sig mig, om den unge Piges Slægtninge intet
har imod, at De og hun saaledes rejser omkring i Europa?
— Nej, sagde han, jeg har et saa solidt Renommée, at Ingen
tager det ilde op.
Kort Tid derefter bragte han mig en Pakke med lyriske
Digte og bad mig indtrængende at læse dem og sige ham
min Mening om deres Værdi. Det var Digte af Frøken von
Salomé, der skønt Russerinde skrev Tysk, ja tyske Vers,
og til min Forundring var det lutter sværmeriske Digte, alle
rettede til en Mand, om hvis Identitet jeg ikke kunde være
i Tvivl, siden Rée’s Ydre, hans Holdning, hans Ansigtstræk
var livagtigt skildrede i dem.
Han havde da allerede bragt den unge Dame, en høj
og tiltalende Blondine, mærkeligt inde i Filosofi, paa det Tids
punkt især en Kenderinde og Beundrerinde af Schopenhauer.
Hendes aandelige Udvikling havde, som jeg erfor, gjort det
stærkeste Indtryk paa en hel Kres af unge Docenter ved
Berlineruniversitetet. Mænd som Dr. Otto Seek, den senere
bekendte Historiker, talte ikke mindre anerkendende om hende
end Dr. Rée.
Hun og han havde da et Samliv med Nietzsche i
Sorrento bag sig. De skulde et Tiaar derefter begge blive
berømte ved deres Forhold til ham. Det eneste Digt,
Nietzsche har udsat for Kor og Orkester, er en
Hymne iil
L ivet
af hende, og efter Nietzsches Udsagn har Rées Bog
om de moralske Følelsers Udspring vakt hans egne Tanker
til punktuel Modsigelse. Sikkert har imidlertid Tankegangen
hos Rée en Tid lang ikke vakt alene Modsigelse hos Nietz
sche*), og en kort Tid synes ogsaa Frøken von Salomé som
*) Sam lede Skrifter VII 620.