293 / 392
286
Indlevelse i Berlin
gynde med at slaa Forfatterens Betydning fast gennem de
stærkeste Lovord for overvældende Genialitet, og saa slutte
med Haansord, der tabte sig som Soldaternes Smædeviser
bag Triumfatorens Vogn, eller var den omvendte Orden at
foretrække? Den gamle Ernst Kapp fik meget Hovedbrud
dermed. Endelig blev Sagen ordnet saaledes, at man be
gyndte med Mordpæderasten Jastrow (i Diihrings Angreb
paa Hartmann) for at ende med de stærkeste og mest
gennemtrængende Basunstød for Geniet, der overstraalede
alle Medbejlere og satte Tidsskel.
Intet ligger eller laa mig fjernere end at bedømme en
overlegen Aand, saa selvstændig og lærerig som Eduard von
Hartmanns, efter smaa menneskelige Svagheder, der natur
ligt udviklede sig hos Den, der, mishandlet ved et Slag af
Skæbnen, var udespærret fra virksom Deltagelse i Samfunds
livet og henvist til sig selv og til sit eget.
Jeg er da ogsaa altid vedblevet at læse Hartmanns
Bøger opmærksomt og af dem at tilegne mig, hvad der
kunde give mine egne Tanker Næring; men jeg trak mig
dengang tilbage fra hans Person, da jeg følte mig mindre
beriget end benyttet ved den personlige Omgang.
18
.
Der var andre og yngre Tænkere, med hvem jeg snart
kom i venskabelig Forbindelse. Gennem Steinthal lærte
jeg en ung Filosof at kende, med hvem jeg indtraadte i
et meget livligt og stadigt aandeligt Samkvem,
Friedrich
Paulsen.
Paulsen er nu en højtanset Professor i Filosofi
ved Berlineruniversitetet, som han trods Tilbud andetsteds
fra, da han var yngre, aldrig har villet forlade. Han var
da en ung Doktor, som mange Eftermiddage hentede mig
til en Spadseretur i Thiergarten.