GeorgBrandesLevned

282

Indlevelse i Berlin

stisk Sving, var hans Stemme noget tør og upoetisk. Han

tog venligt imod mig, indlod sig ogsaa med mig om sin

Lære. Jeg havde ikke ret kunnet tage hans Fantasier alvor

ligt om Verdens endelige Forløsning og Guds endelige For

løsning fra Verden, denne hele Aandsfilosofi, der bevægede

sig i lutter kristelige Kunstord hos en Filosof som var afgjort

kristendomsfjern. Paa mine Spørgsmaal svarte han, det

tidligt havde været ham klart, at Verdensprocessen maatte

have et Maal, dette Maal kunde ikke være positivt, ikke

være almen Lyksalighed, som var umulig og værdiløs, det

maatte være negativt. Den almene Forløsning maatte falde

sammen med Verdensundergangen. Og denne Forløsning

var lige saa meget Guds Formaal som Verdens Formaal;

thi Gud, der i alle de enkelte Mennesker havde baaret hele

Verdens Lidelse gennem Tiderne, stundede, ogsaa han, mod

Forløsning og opnaaede den tilsidst. I Verden var jo det

Onde overvejende, men naar Verden var endelig, vilde Guds

Usalighed ikke vare evigt.

Jeg hørte derpaa som paa et Digt; det interesserede

mig ikke anderledes. Grundlaget for dette Digt var jo

Læren om at Livet var et Onde og den Verden, vi kender,

i Bund og Grund slet. Men jeg havde fulgt de Opsumme

ringer af Lyst- og Ulystfornemmelserne i Menneskelivet,

som fandtes i de tyske Pessimisters Skrifter, og fundet dem

ganske vilkaarlige, da der fattedes en Maalestok for Værdien

af den enkelte Lyst og Ulyst. Og hvad Verdensaltet angik,

var det min Anskuelse, at Verden saa lidet var god eller

slet, som den var blaa eller gul; disse Ord kunde slet ikke

anvendes paa den.