287 / 392
280
Indlevelse i Berlin
sonligt og beundrede ham. Skønt jeg med Udbytte havde
læst adskilligt af denne Filosof, skønt endvidere hans Blind
hed og hans nyligt stedfundne Fjernelse fra Universitetet vakte
Medfølelse, og skønt hans stærke Betoning af Livets Værd
trods al hans personlige Modgang røbede en tiltalende Aands
styrke, var Foredragene altfor gennemtrængte af sygelig
Bitterhed og personligt Nag til at kunne gøre noget Indtryk
paa mig. Hvad Diihring end talte om, Sokrates eller Gior-
dano Bruno, Auguste Comte eller Robert von Mayr, altid
saa han hvad der var hændt disse Mænd i Lys af sin egen
Skæbne. Selv for Sokrates’s Død havde Professorerne („der
i Datiden kaldtes Sofister“) det egentlige Ansvar.
Det var mod Helmholtz at Anklagen for at have til
ranet sig Robert v. Mayrs Opdagelse var rettet, men det var
Fru Augusta Helmholtz, hvem Diihring egentlig vilde tillivs,
da det var hende, der skulde have fordrevet ham fra hans
Stilling som Lærer ved Victoria-Lyceet. I hans Bidskhed
var der noget, som mange Aar senere August Strindberg
kunde minde om, naar han troede sig modarbejdet eller
forfulgt.
Diihring var en original og højtudviklet Aand, men i
sin Polemik røbede han undertiden en næsten vanvittig
Uforstand (saaledes i sine Anfald paa Lessing og Goethe)
og samtidigt en Grundsum af Raahed, som skræmte. Det
lykkedes da ikke Hr. von Leeden at omvende mig til ham.
Der var i Berlin en anden Filosof, som tiltrak mig og
hvis Bekendtskab jeg ønskede at gøre. Han havde just ikke
af Diihring faaet noget godt Skudsmaal; thi denne havde
offentlig sammenlignet ham med Mordpæderasten Jastrow,
der for nogle Aar siden var bleven henrettet. Det var
Eduard
von Hartmann,
Forfatteren til
Det Ubevidstes Filosofi,
et
Værk, der trods dets vanskelige Form var slaaet saaledes