284 / 392
Indlevelse i Berlin
277
sige ham, at jeg kunde tænke mig, af hvilken mindre gunstig
Beskaffenhed dette havde været. Men han misforstod det,
som om jeg udtrykte Misfornøjelse med hans Mangel paa
Kendskab til mine Produkter, og tilføjede naivt, men yderst
høfligt: De forstaar, naar man har Familie, store Børn, saa
bliver der jo ikke megen Tid til Læsning.
Jeg havde bevaret Erindringen om ham som en næsten
overdrevent høflig Mand. Jeg vidste ikke, at han som den
lunefuldeste Skabning stadigt svingede mellem altfor stor
Høflighed og den yderste Grovhed. — Straks efter min
Ankomst til Berlin var jeg bleven sat i Skat, og da Beløbet
mest rettede sig efter Huslejen og jeg boede temmelig dyrt
i Forhold til min Indtægt, var Skatten ret høj. Jeg havde
betalt den uden Indvendinger, men erfor i et Selskab, hvor
Indkomstskatten kom paa Tale, at jeg som Fremmed det
første Aar af mit Ophold i Berlin var fritaget for al Skat
og sikkert vilde kunne faa Summen tilbagegivet. Det lød
noget usandsynligt i mine Øren, at det tyske Rige skulde
give mig Penge tilbage; men da jeg henvendte mig paa
Skattekontoret, erklærede man straks, da man havde hørt
mig, at der altsaa var begaaet en Fejltagelse. Man havde
ikke vidst, at jeg var fremmed,
og
var
villig tilat give mi
det erlagte Beløb tilbage, men kunde ikke gøre det paa
mit Ord alene. Jeg behøvede imidlertid blot at skaffe en
Attest for min Nationalitet fra det danske Gesandtskab, saa
laa Pengene rede til mig!
Jeg slog efter i den Berlinske Adressebog for at se,
hvad Tid Gesandten tog imod, men fandt ingen Angivelse;
kjørte da ved Tolv-Tiden til ham og gav Tjeneren mit Visit
kort. Han bad mig vente i en smal Stue med Bogreoler.
Der gik næsten en Time, saa kom Gesandten, saa’ ikke paa
mig, tog en Bog og vilde forlade Værelset uden et Ord, da
jeg sagde: Goddag. — Hvad vil De? — Jeg vilde gerne tale