285 / 392
278
Indlevelse i Berlin
med Deres Excellence. — Jeg modtager Ingen nu. — Jeg
vidste det ikke; jeg har set efter i Adressebogen, naar det
var Deres Excellences Modtagelsestid, men der stod Ingen
ting derom. — Advokater har Modtagelsestid, Læger har
Modtagelsestid; en kongelig dansk Gesandt har ikke Mod
tagelsestid. — Ligemeget hvad det kaldes, naar kan jeg blive
indladt? — De kan komme igen imorgen Kl. 12. — Det var
altsaa underligt nok netop paa den Tid, paa hvilken jeg blev
afvist, at Gesandten var tilgængelig.
Næste Dag tog jeg en Droske og kørte paany den lange
Vej. Denne Gang behøvede jeg ikke at vente. Gesandten
kom straks, men yderst ophidset: „De har ikke passet den
Tid, jeg opgav Dem“. Jeg saa paa mit Uhr; Klokken var
fem Minutter over tolv. Jeg svarte da: Det er muligt, at
der er gaaet nogle Minutter over Tiden; det er vanskeligt at
passe Klokkeslettet saa nøje med de lange Afstande i Berlin og
naar man kører. — Det lader sig overmaade godt passe.
Naar jeg gjorde Dem Deres Ret, saa tog jeg aldeles ikke
imod Dem. — }a, gør De mig endelig min Ret! Min Taal-
modighed er ikke uudtømmelig. — Hvilken Tone! Hvad
vilde De mig ellers? — Det Hele jeg vilde have, er et Be
vis for, at jeg er dansk. — At De taler dansk, kan jeg høre;
men om De er dansk Undersaat, og hvad eller hvem De
ellers er, véd jeg ikke noget om, kan altsaa Ingenting atte
stere. — Jeg troede, jeg var kendt. Jeg har afleveret mit
Visitkort.
Dér kom jeg galt afsted; thi med en uforlignelig Hoved
bevægelse, der udtrykte Fornemhedens hele Ringeagt, gav
Gesandten mig det Svar: Jeg læser aldrig Visitkort. — Nu
blev Hr. von Quaade mig for stor; jeg rejste mig og sagde
heftigt: Ja, ja da, nu gaar jeg, Farvel! — Overrasket ud
brød Gesandten: Men naar De gaar nu, saa faar De jo ikke
Deres Ærende udrettet. — Naturligvis ikke. Ved Attesten