290 / 392
Indlevelse i Berlin
283
17.
I de følgende Samtaler, jeg havde med Eduard von
Hartmann var to Ting mig paafaldende.
Først Arten af hans Patriotisme. Den var drøj, selv
behagelig, ikke synderlig forskellig fra den almindelige tyske
Spidsborgers, baaret af Overbevisningen om at de Tyske
uden videre var Jordens ypperste Folk, tysk Videnskab og
Kunst i enhver Henseende de første osv. Det syntes mig
besynderligt hos en Filosof.
Dernæst Arten af hans Ærgerrighed. Atter og atter
kom han tilbage til at hans Samtidige ikke anerkendte ham
som han fortjente. I Tidsskrifter og Aviser blev han af pur
Misundelse — han sagde Ordet
Neid
med en ganske sær
egen Betoning — tiet ihjel, fik aldrig den Ros, som tilkom ham.
Var der nu noget, hvortil jeg i min Omgang med de
Hundreder af Forfattere, jeg havde kendt, var bleven vant,
saa var det disse Klager. Ingen hører dem oftere end en
Kritiker, der jo til en vis Grad har det i sin Magt at raade
Bod paa den Ulykke, hvorover der saa haardeligt jamres.
Han føler sig tidligt som Doktor ved Hospitalet for de
syge og saarede Forfængeligheder. Men det var mig i Berlin
forbeholdt, for første Gang at høre disse Klager af Forfat
terne i et Verdenssprog og, som i dette Tilfælde, af en For
fatter, hvis Ry gik over Jorden, en mystisk Naturfilosof,
hvis Tanker omspændte Altet.
Eduard von Hartmann havde da sin Bog
Phänomeno
logie des sittlichen Bewusstseins
under Trykken, og det
var ham vigtigt at faa den offentligt omtalt af mig. Dersom
jeg var villig til at henlede Opmærksomheden paa den, skulde
jeg faa Bogen tilsendt, før den udkom. Jeg vægrede mig
saa længe det gik an, idet jeg hævdede, at fuld Sagkyndighed
besad jeg kun paa det rent literære Omraade. Men imid