286 / 392
Indlevelse i Berlin
279
vilde jeg kunne spare et Par hundrede Mark. Men hvis
De troer, jeg for den Sums Skyld lader mig behandle, som
De har behandlet mig, tager De grundigt fejl. — Forbløffet
sagde Hr. von Quaade: Men hvem er De da? — Jeg nævnte
mit Navn, og neppe havde jeg sagt det, før Gesandten var
som forvandlet: Men saa kender vi jo hinanden, ikke sandt?
Vær saa god at komme indenfor. Jeg troede, De var en
Haandværkssvend. Her løber jo saa mange og plager mig.
Jeg erfor da deraf, hvad Modtagelse en Haandværker
plejede at faa hos den danske Gesandt.
Hr. von Quaade førte mig ind i sin Dagligstue, skrev
Attesten til mig, satte Segl under den, og da der faldt et
Par Draaber Lak ved Siden af paa Papiret, rev han trods
mine Protester Dokumentet itu, og skrev med endnu større
Omhu et nyt Bevis, som blev endnu sirligere udstyret med
Legationens store Segl.
16
.
Det var ikke de politiske Personligheder, der kom til
at betyde mest for mig i den Tid, jeg levede mig ind i
Berlin. Det var kun for Offentligheden, at de betydede
mest.
Langt stærkere stod min Hu til Tankens og Kunstens
Personligheder og til de Private, der kom mig venskabeligt
i Møde.
En fornem russisk Godsejer,
Hr. von Leeden,
der havde
været Officer, men var traadt ud af Hæren, da han med
sine radikale Anskuelser ikke kunde finde sig i Disciplinen,
tog mig med til en Række Forelæsninger, som Filosofen
Eugen Diihring
holdt om den Forfølgelse, de professionelle
Videnskabsdyrkere til alle Tider havde udøvet mod selv
stændige Tænkere. Hr. von Leeden kendte Diihring per