288 / 392
Indlevelse i Berlin
281
igennem, at det i ti Aar havde oplevet otte Oplag og var
blevet oversat paa Russisk og Fransk.
Hartmann stod da paa sin Berømmelses Højde. Hans
Navn lyste over det tyske Aandsliv. Det var ikke synderlig
overdrevent, naar det i en af Spielhagens Romaner fra den
Tid blev sagt af en ung Dame, at Hartmann, Bismarck og
Wagner var de tre Personer, der bestemte det nye Tysk
lands Fysiognomi. Han blev bekæmpet med Lidenskab,
men læst som ingen anden Tænker; man fulgte med Op
mærksomhed hvad der kom fra hans Pen.
Det gik ham modsat hans lidt yngre Samtidige
Nietzsche. Medens Nietzsches første Skrifter ingen Opsigt
gjorde, ja medens han i levende Live ganske oversaas, saa
først hans Død gav Signalet til et Verdensry for ham;
gjorde Hartmanns første Værk en uhørt Opsigt, saa han
med ét Slag blev berømt. Senere udviklede han sig stedse
mere. Ikke des mindre sank hans Ry bestandigt, og ved
sin Død var han næsten glemt.
Jeg skyldte ham personligt just ikke stort, maaske alt i
alt min Fortrolighed med Ideen om det Ubevidste som
Grundmagt; men hans Personlighed havde paa Afstand
fængslet mig, senest hans Bog om
Kristendommens Selv
opløsning.
Til Gengæld havde enkelte af hans mindre Ar
bejder frastødt mig stærkt, saaledes det filistrøse Angreb
paa Shakespeare i hans Skrift om Romeo og Julie.
Ogsaa Hartmanns Skæbne vakte Medfølelse. Den Knæ
lidelse, der havde tvunget ham til at opgive sin Stilling som
Artilleriofficer, umuliggjorde ham at bevæge sig og tvang
ham til et ensomt og ensformigt Liv. Jeg søgte da ham.
Han laa udstrakt paa sin Seng i sin Lejlighed udenfor
Byen i Schonhauser-Allee. Et svært brunt Skæg flød ned
over det brede Bryst; Øjnene var smukke. Medens hans
Aand havde et metafysisk Præg og ikke manglede et fanta