294 / 392
Indlevelse i Berlin
287
Friedrich Paulsen gennemløb i de Aar, jeg levede i Ber
lin, flere Udviklingstrin. Da jeg lærte ham at kende, var
han en lidenskabelig Beundrer af Stuart Mili og stærkt op
taget af den engelske Retning i Filosofien. Senere gik han
sine egne Veje og gjorde et Sving over mod den kristelige
Socialisme. Paulsen er en Slesviger (fra Nordfriesland), men
helt og holdent tilhørende den tyske og fremmed for den
skandinaviske Dannelseskres, en Mand med et Lutherfysiog-
nomi og en Holdning, som nedstammede han fra kraftige
og selvstændige Bønder. Omgangen med ham var befrug
tende for mig. Vi traf hinanden maaske netop paa et Tids
punkt i vort Liv, hvor vi nogen Tid kunde være noget for
hinanden. Levende i en Kres, hvor det saakaldte Frisind
blev højt skattet, var Paulsen paa sin Post mod det Filisteri,
hvortil det forfaldt. Særligt var den Berlinske Presse ham
højligt imod, og han var uudtømmelig i Paavisning af dens
Brøst. Vistnok gennem ham lærte jeg Wuttke’s betydelige
og nedslaaende Bog at kende
Die deutschen Zeitschriften
und die Entstehung der öffentlichen Meinung
, en Bog, der
har Gyldighed langt ud over det tyske Rige. Meget optaget
var Paulsen i hine Kulturkampens Dage af den Uret, der
gjordes det katolske Parti. Han gik saa vidt, at han fore
trak den katolske Art af Religiøsitet for den protestantiske.
Særligt den protestantiske Søndagsprædiken var ham imod.
De lutherske Præster har prædiket Religionen ud af Sjælene,
sagde han tidt. Og han priste paa Prædikenens Bekostning
Messe og Orgelspil.
Paulsen var en yderst skarpsindig Erkendelsesfilosof,
god at faa Forstand af. Men han var i sit inderste Væsen
en Moralist. Det var derfor intet Under, at han kun nogle
og fyrretyve Aar gammel, skrev sin
Etik.
Han anvendte
moralske Grundbegreber med Sikkerhed og Fasthed.
Paulsen hørte dengang ikke til dem, som betragtede