PlytekniskeLæreanstalt

nestuerne, således at det kun var hos kemikerne, at laboratorieøvelser

spillede nogen større rolle. Om en deltagelse i ingeniørvidenskabelig

forskning efter studietiden var der ikke tale. Selvom konstruktions

stuen ikke har tabt sin betydning, gennemfører nu alle højskolens stu

derende laboratorieøvelser, og deres eksamensarbejder, der tidligere

alene bestod i løsning af konstruktive opgaver, kan nu også tage form

af opgaver, der må løses ved laboratoriets hjælp.

En fordel ved de nye uddannelsesformer er, at de giver erhvervs

livet mulighed for langt bedre end før at vælge nye medarbejdere

under hensyn til de særlige opgaver, der vil blive dem betroet. Som

bekendt er det to væsensforskellige mentaliteter, der er brug for, efter

som det drejer sig om en administrator og organisator eller en analy

serende og konstruerende forskernatur. Det skal her erindres, at lære

anstalten under alt dette, trods den uhyre vækst i vor naturerkendelse

og teknik, har bestræbt sig for ikke at gøre studietiden længere, sam

tidig med at man ikke har lagt mindre vægt på en grundig, alsidig

teoretisk uddannelse.

Under de forhandlinger, der fandt sted med myndighederne i an

ledning af højskolens nybygninger ved Øster Voldgade, blev det ud

trykkelig betonet, at denne udvidelse ikke så meget tilsigtede en for

øgelse af antallet af ingeniørstuderende. Formålet var at skaffe plads

til de teknisk-videnskabelige laboratorier. Der foreligger fra højsko

lens side et officielt dokument, afgivet til den daværende regering om,

at dette og alene dette var udvidelsens formål. Der var på det tids

punkt (omkring 1927) heller ikke særlig grund til at søge elevantallet,

som dengang udgjorde ca. 800 studerende, forøget, idet netop dette

tal svarede til landets behov for civilingeniører. Under den første ver

denskrig og i de første år efter denne havde tilgangen været særlig stor,

svarende til et antal af ca. 1100, hvilket i de følgende år førte til en

ikke ringe arbejdsløshed blandt ingeniører. Med de forhåndenværende

lærerkræfter og laboratorieforhold kunne man under sådanne forhold

ikke yde en fuldt forsvarlig undervisning, og med Dansk Ingeniørfor

enings fulde tilslutning måtte højskolen bede ministeriet om tilladelse

til at iværksætte en begrænsning af antallet af nyoptagne. En sådan

tilladelse opnåedes for første gang i højskolens historie ved kongelig

resolution af 15. maj 1919. Denne adgangsbegrænsning har ikke kun

H Ø J S K O L E N I D E N S I D S T E M E N N E S K E A L D E R

3 i