BogenomKøbenhavnerne

135

Udvikling. Vi lim tidligeie omtalt Dannelsen af de første Laug. Allerede i Dron

ning Mai gietes Stadsiet faai Daugene en officiel Anerkendelse som lovlige Haand-

væ iko igan isationei. Seneie satte Ivongemagten, f. Eks. i Erik af Pommerns Næ-

ringsforoi dning at 1422 nærmere Regler for Laugenes Virke, og bestemte samtidig,

at ingen Haandværker maatte sidde som Borgmester eller Raadmand. Først saa

sent som under Christian VII ophæves denne sociale Deklassering. Rammerne

foi Haandvæi kei nes Liv som Medlemmer af et Laug blev alt eftersom selve

Haandværket gik frem og blev mere differentieret, skærpet ganske væsentlig og-

saa

indefra

, fra selve Laugets Side. Oprindelig var det let »at komme med i Lau-

get«, — men senere blev det saare vanskeligt. I det 15 Aarhundrede begynder Be

stemmelserne om

Svendeprøver

at dukke frem, og samtidig øges de rent økonomiske

Krav, der stilles for Optagelse i Lauget. Til at begynde med skulde den nye Broder

i Lauget kun give »en god Tønde 01«, men allerede lige efter 1400-Tallet maatte

en vordende Laugsmester i Københavns Sadelmagerlaug yde »to Mark Sølv for

uden to Skinker, to ferske Retter til de øvrige Laugsmestre, to Fade Smør, to

Oste og to Tønder 01.«

Ved at læse de gamle Laugsskraaer og dykke lidt ned i hele Tidshistorien,

møder vi den københavnske Haandværker i Middelalderen som en brav Borger

mand, der øvede godt Haandværk og iøvrigt passede sine Pligter mod Hjem, Kirke

og Stat, som det sig sømmede, selvom han ogsaa gerne tog sig et bravt Maal 01

i godt Lav. I Laugsskraaerne er antegnet baade hans Pligt til at »give Gud, hvad

Guds er« ved at møde til Messe som det sig sømmede en god Kristen, navnlig da

paa den Dag, da Laugets Helgen fejredes. Hvert Laug havde jo sin særlige Helgen,

— Bagerne havde St. Katharina, Tømrerne St. Andreas, Smedene St. Loye o. s. v.

Ligeledes var der Regler for, at de skulde hjælpe en Laugsbroder, et Fællesskab

i Forsorg for Laugets Trængende og Enker, Regler for, hvorledes Oldermand og

Gæster skulde drikkes til ved de store Gilder og Bøder for at »lave Bulder eller

spy ved Gildet«.

Vi har her et typisk Billede af Middelalderens

statiske

Borgersamfund, hvor

Kirken sørgede for det aandelige, og det timelige ikke voldte altfor store Bryderier

for den, der blot var nogenlunde skikket til at leve i Samfundet og gad bestille

det nødtørftige. Men nu

Arbejderne?

Hvorledes levede egentlig

den jævne Almues-

mand

, der svarer til vor Tids Arbejderstand, i hine fjerne Tider?

I Vikingetidens Samfund løste man det sociale Problem ganske enkelt: man

havde

Slaverne

til alt det grovere Arbejde. D.e var en Slags bedre »Husdyr«. De

svage indenfor de fri Mænds Samfund saa man paa med Foragt, — de var »Svæk

linge« og maatte dø, hvis de daarligt kunde bjerge Livet. Børn, der fødtes saa

svagelige, at man mente, de ingen Nytte var til, blev »udsat« og fandt Døden i

Vinterkulden. De spedalske blev ganske enkelt jaget væk fra Byer og Gaarde og

maatte selv om hvorledes de klarede sig. Oldtids-Samfundet var de stærke Mænds

Samfund, et Samfund uden Barmhjertighed. Set fra et rent race-biologisk Syns

punkt var det maaske nok godt for Stammen, der blev befriet for det, som moderne

Arveforskning kalder »

Minusindividerne

«. Men set fra de svages og syges Syns

punkt var det naturligvis noget andet. Saa kom Kristendommen med dens Krav

om Næstekærlighed og dens hele Omvurdering af Menneskene. De blev ikke læn

ger maalt blot efter hvad de duede til i et Slag. Man stillede andre Værdier som

Godhed, sædelig Benhed, moralsk Vandel, Religiøsitet o. s. v. i Forgrunden. Hel-