BogenomKøbenhavnerne

132

Men Datidens Vikingeskibe var nu ikke saadan at klare sig imod, — derom

vidner bl. a. den kranke Skæbne, der blev selv en saa stor By som Paris til Del,

naar de kom op ad Seinen. Det var derfor først efter at Absalon, den myndige

Roskildebisp med det sikre Statsmandsblik for Realiteter, havde »bygget Roig ved

Havn« saa det blev en tvivlsom Forretning at gøre Strandhugst dér, at Udviklingen

fra Oldtidens Fiskerilække og Silde-Markedsplads til Middelaldeiens Havne- og

Handelsby kunde begynde. Der skulde to Hoved-Hjørnestene til foi at betinge en

Middelalderbys Vækst og Trivsel:

Borgen

, der værnede mod Fjender, og

Kirken

der blev dens aandelige Midtpunkt. Absalons Borg og Frue Kirke, begge skabt og

værnet af de Roskildebispers stærke Arm, blev Fundamenterne tor København.

Med Middelalderbyen følger et langt mere broget og mangesidigt E ihveivsliv,

for at bruge et moderne Ord.

Ganske vist viser baade Oldfund og ældgamle historiske Vidnesbyrd os, at der i

de ældste Tider fandtes Haandværk: Mændene skulde jo have Vaaben, og Kvin-

derne — ja, de skulde jo selv i de aller ældste Tider se godt ud og bære kunst

færdige Spænder og Smykker. Saa baade Vaabensmeden og Smykkesmeden hai

gammel Borgerret i det primitive Samfund, Side om Side med Pottemageren og

Snedkeren. Men først i Middelalderbyen begynder vi at skimte en egentlig

Iiaand-

værkerstand.

Og selv naar det drejer sig om »Arbejdets Hverdag«, om Erhverslivet,

eller om man vil: om den rent

praktiske

Side af Udviklingen bort fra at være

blot et barbarisk, krigersk Stammefolk, saaledes som vi jo faktisk møder vore ger

manske Forfædre baade i Cæsars Beskrivelse i »De bello gallico liber« og i hele

Folkevandringstidens Historie, maa vi stanse et Øjeblik og gøre skyldig Reverens

for

Klostrene.

Da Benedikt af Nurcia i Aaret 529 samlede de første Benediktinermunke i Klos

tret Monte Cassino mellem Rom og Neapel, grundede han en Organisation, der

midt i Folkevandringens Ragnarokstid reddede den græsk-romerske Oltidskulturs

Rester og bragte dem i Sikkerhed bag Klostermurene. Og da Benediktinerne —

og efter dem andre Ordenssamfund — gik tværs over alle krigende Frontlinier for

at missionere for »den hvide Ghrist«, bragte de Europas Kulturarv med. At en

senere,— ligesaa tendentiøs som snævert-provinsiel,— Historieskrivning har søgt

at tilsløre dette, rokker jo ikke ved selve Kendsgerningen.

Munkene medbragte ikke blot en ny Lære, der søgte at dæmme op for Blod

tørsten og ave de vilde og balstyrige Vikingefolk under Kirkens Tugt, men ogsaa

rent praktiske Færdigheder, der giorde Livet behageligere og rigere. De lærte Fo l

ket at dyrke Have, at bage bedre Brød, væve bedre og finere Stoffer, gøre kønnere

Ting af ædelt Malm, bygge Huse af Mursten, brygge 01 og lave Pergament af Kalve

skind til at skrive paa. Kort sagt: sammen med den nye aandelige Kultur holdt

Civilisationen

sit Indtog, Hverdagslivet fik en helt ny Kulør. Munkene bragte deres

Viden og deres Færdigheder med sydfra, hvor en høj Kultur ju st var ved at af

blomstre, og Middelalderens Haandværkerstand voksede frem i Klostrenes Ly. Der

opstod saakaldte »Gilder«,— religiøst betonede Broderskaber, der dannede Ram

men om de ældste Haandværkeres og andre Erhvervsfaktorers Organisationsliv.

Enhver, der har interesseret sig lidt for Sproghistorie og derved er kommet til at

lære de gamle »Gildeskraaer« at kende, ved, hvilket morsomt Indblik i disse

fjerne Tiders Hverdagsliv de giver. Senere finder vi lignende Bestemmelser i Laugs-

Skraaerne, hvoraf den ældste opbevarede er de københavnske Skrædderes fra 1275.