BogenomKøbenhavnerne

143

butik og Indfald. Den selvlysende Kraveknap. Dagen efter er Manden berømt.

To Dage efter er han glemt.

Thi det er Sagen; der er mangehaande Berømtheder til, og de fleste af dem

er tomme Svineblærer. Et Bladnummer har ligesom Døgnfluen, hvormed det

sammenlignes, fire og tyve Timer til at fødes, leve og dø. Men som Fuglen

Phoenix føder det i Dødsøjeblikket sin Efterfølger og Arving. Ung og straa-

lende, siden stor og mægtig og ved Aften mæt af Alderdom.

Til at forsyne Pressen med Stof bruges en Hærskare af Talenter og Penne.

Mere uselviske Væsner gives ikke. De strider for at bringe enhver, som dertil

egner sig, i Forgrunden lige undtagen sig selv.

Dete er virkelig sandt. Hvor mange af vore Pressefolk er berømte Mænd? De

kan tælles. Man kan oven i Købet tælle dem paa Fingrene. Pressen gør nemlig

ikke noget for sine Bedaktørers og Journalisters private Forfængelighed, hvis

de har en saadan. Pressen har fra gammel Tid et sundt og sobert Ønske om,

at hvert enkelt Bladnummer skal danne en velskabt Organisme, der lever, aan

der og bevæger sig og danner en udelelig Helhed. Det er Hovedprincipet.

Her kan man nu hylde den store og beskedne Mand, som hedder Bedaktions

sekretæren. En skabende Haand og en Mester. Han tager Materialet, Artikler

nes Hundredetal mellem Hænderne, knuger og former dem, ordner og beregner

dem. Og af Stoffet fremgaar Avisen, der paa en Maade er et Mesterværk, om

det er en ret Avis. Den læses fra Ende til anden, som man spiser en let, god

Frokost eller overvære en Teaterforestilling. Man bliver veltilpas, munter og

belært og priser sit Blad, men skænker hverken Journalisten eller Bedaktions

sekretæren en Tanke.

Saa meget om Pressen. Hvad en Chefredaktør har at bestille, er det ikke

lykkedes os at opdage, skønt vi i mange Aar har jaget derefter. Jo — han

sidder i en Stol og taler med Folk. Og siger ja og nej skiftevis.

Gennem Pressen og udenom Pressen træder den store By i Bapport til Dag

liglivets og Handelslivets normale og konstante Rørelser. Gennem Pressen faar

den Besked om Sagerne, en almindelig og foreløbig Orientering. Men Digte

kunst og Videnskab har ikke som deres Maal at forsyne Pressen med Stof. Det

Stof, som de kan udbringes til, er i Regelen saa som saa og ofte kun pauvert.

Men vi har en Litteratur, og vi har en Videnskab. Landet kunde ikke eksistere

uden, skønt det lyder daarligt. Rettere maa man sige, at naar der er et Land,

bliver der ogsaa en Litteratur og en Videnskab. Ligesom naar der er en Ost

og den ikke bliver spist med det samme, da . . . Dog nok om det. Næiingsstoi

yngler Liv.

Mellem Literaturen og Bladene ligger nære Veje. De fleste Journalister har

vist prøvet at gøre et lille Vers, da de var unge. Og en særlig Piace Digter e,

nemlig Avispoeterne, fødes, yngler og forgaar ligesom de ovenfor beskrevne

Døgnfluer.

Men vi har en Digterstand den Dag i Dag som altid. Hvor finder Køben

havnerne deres Digtere? I hvilket Forhold staar Hovedstaden til dem?

Der gives en Institution, som hedder Forfatterforeningen. Men den kan ikke

lide at blive omtalt. Vi nævner da de andre Veje, ad hvilke Digterne faar deres

Stempel, manifesterer sig, indtræder i Byens almindelige Fysiognomi.

Tvende Veje findes.