148
men ogsaa til at skaffe den bedst mulige Assistance af europæisk berømte Diri
genter og Solister.
Man har for saa vidt ingen Grund til at sørge over det, naar man tager i Be
tragtning, at foruden Teatersalens nogle Hundrede Tilhørere kan flere hundrede
Tusinde i deres Hjem lytte til disse Koncerter.
Lad os kaste et Bilk ind i et saadant Hjem, hvor den kombinerede Gram
mofon- og Badio-Højtaler er vor Tids uundværlige Del af Møblementet, og lad
os høre, hvordan den benyttes i borgerligt Gennemsnit. E r Humøret til det,
aabnes den første Gang under Frokosten, naar Fruen er alene med det yngste,
endnu ikke skolepligtige Barn, og maaske har hun en Veninde paa Besøg. Mu
siken fra Wiwex, eller en anden af de store Bestauranter, lyder, passende dæm
pet, i Spisestuen. I Pausen kan man høre svag Summen af Stemmer fra Restau-
ranten, Latter, Baslen af Knive og Gafler og enkelte lydelige Udbrud. Og Fruen
og Veninden snakker ligesaa ugenert under Musiken som Publikum paa Restau-
ranten.
Det kan dog hænde, at Fruen et Øjeblik afbryder og lytter til en Violin, der
smægter
Mastalainens
ungarske Folkevisetoner gennem Rummet, eller at Ven
inden studser ved de brede Klange af Gounods Judex og netop faar indskudt:
— Aa, den elsker jeg, før Passiarens ubrudte Strøm glider videre.
Til Eftermiddagsteen kan man gaa ud fra en nogenlunde parallel Gentagelse
— den kan varieres lidt med Grammofon-Udsendelser fra Sverige, nye Tone
films-Arier eller Operettemusik fra et Eftermiddags-Ensemble. Men Udbyttet tør
kaldes nogenlunde det samme. Børnenes Hjemkomst fra Skolen, undertiden
med et Par Kammerater, kan føre til Afbrydelse af Radioen. Der er en ny Jazz-
plade, en eller anden Trot, Rag, Blues eller Tango, der øjeblikkelig maa spilles,
eller
Gra.ceMoore
fra den nye Film, hvis det kommer højt — ellers er der jo
baade det uimodstaaelige Mandfolk
Maurice Chevalier
og den sjove
Gracie
Fields
. . . .
Naar Kaffen efter Middag er indtaget,
Pressens Radioavis
og Aftenaviserne
gennemgaaet, melder Koncert-Mulighederne sig. Dér har hvert Hjem sin særlige
Smag og Musikalitet — eller det modsatte!
Der er den Lytter, som aldrig kan komme ud over Begejstringen for den mi
rakuløse
Mekanisme,
Radioen nu een Gang er, og som derfor ustandseligt Afte
nen igennem skifter. Næppe har han hørt en Første-Sats af en Mozart-Symfoni
fra London, før han stiller ind paa en Verdi-Opera fra Rom for et Øjeblik efter
at lytte til lidt »lettere Musik« fra Wien, Tschaikowskis Violinkoncert fra Bu
karest og en Stump af Ouverturen til
Jægerbruden
fra Berlin.
Saa er der Wagner-Entusiasten, der fanatisk lytter Aftnen igennem med
ubrudt Trofasthed paa hele
Götterdämmerung.
Og der er Kammermusik-Dyr
keren, der følger
Pro arte-
eller
Lener-
Kvartetten, overalt, hvor deres ædle Stry
geklange genlyder i Æteren.
Men selv i den musikalske Familie, hvor man ellers gerne lyttede til en Sym
fonikoncert, hvor
Toscani
maaske dirigerer, kan det ske, at Forældrene maa høje
sig, fordi Børnene har »et Par unge Venner til The« og derfor kræver Omstil
ling til den blændende Jazz-Musik fra
Savoy.
Det er i alt Fald ikke i
den
Familie,
der lyttes — en sjælden Gang — til
de gamles Radiobal!