149 / 583
K U N S T L I V , M U S I K L I V O G S E L S K A B S L I V
I N U T I D E N S K Ø B E N H A V N
I
vor dramatiske Literatur fra Aarhundredskiftet findes et Lystspil af Gustav
Wied og Jens Petersen,
Første Violin,
der har en henrivende Optakt. En
Strygekvartet, bestaaende af fire provinsielle Amatører har sat sig til Rette
i Dagligstuen for at dyrke den klassiske Kammermusik, men de har næppe løftet
Buerne til de første Takter, før det ringer paa Døren — og de maa ærgerligt
afbryde Spillet, før de rigtig har begyndt det. Situationen gentager sig et Par
Gange, saa at de gode Kvartetspillere aldrig kommer videre!
Det er Karikaturen, Satiren over en enkelt Side af hjemligt Musikliv med dets
Hygge og Humor i Tiden før Krigen. I vore gamle Kulturhjem dyrkedes Kam
mermusikken med større eller mindre Udbytte: Man mødtes med ugentlige Mel
lemrum hos hinanden efter Tur. Fruerne maatte hver især døje Øvelserne i de
aftenlige Fritimer. Men hos de udøvende — og til syvende og sidst ogsaa hos de
paarørende — var der en utvivlsom Hengivenhed for Musiken, og Sammenspil
let skabte hos dem alle baade Intimitet, Respekt, Kærlighed og Glæde i Forholdet
til Kammermusiken og dens Mestre.
Og gaar man til Billedkunsten, hænger der paa Kunstmuseet et for samme
Tidsrum særlig karakteristisk Billede af dansk Selskabsliv. Det er Krøyers
En
Dnet.
Det viser det typiske Bourgeoisi-Interiør fra Halvfemserne med de tændte
Lysekroner, den lette Dis af Tobaksrøg — og bag Fruen ved Flyglet med de
snoede Malmlysestager, to af Selskabets Medlemmer, den kunstnerisk-martialske,
kjoleklædte Herre og den ikke længere helt slanke Dame i den tætknappede,
stramme Silkerobe, syngende deres Duet.
Alle fra hin Tid kender dette Intermezzo: de to—tre Medlemmer af Selska
bet, der blot altfor gerne ventede paa Opfordringen til at nærme sig Flyglet eller
det opretstaaende Klaver under Fønixpalmen. Herren, der sang, bar som Regel
hvid, blød Kunstnersløjfe i Stedet for Slips, og Damen var som oftest af den rette
Sangerinde-Vægtklasse, selvom Stemmen ikke altid svarede til de ydre Dimen
sioner!
De sang Mendelsohns Duetter:
Ich wollt’, meine Lieb ’ ergosse
sich all in ein einzig Wort,
eller:
Ach, wie so hald
verhallet der Reigen