BogenomKøbenhavnerne

145

Lolliker og Æ iøboei i Byen. De københavnske Københavnere er i dette Slægt-

led saa at sige immune overfor Litteratur, isser Vers. Der købes nok en Del

Bøgei ogsaa af de racerene Indfødte, der er Bøger, der købes af dem i Titusin

del, men lad os ikke tale om, hvad det er for Bøger. Vi undser os paa disse

Bøgers Forlæggeres Vegne, hvilket kan gøres nødigt, da de selv ikke erkender

Vanæren.

Men viser Byen saaledes disse Forfattere et fremmed Ansigt, saa maa man

vedgaa, at den overfor Videnskaben opfører sig virkelig nydeligt. Den kom

mer ikke til daglig paai Frue Plads, skønt flere og flere siges at gaa om ad Nørre

gade, nu findes Videnskaben jo ogsaa andre Steder end i det ydmyge Fiolstræde

og den blanke Krystalgade, og naar Videnskaben virkelig for Alvor dundrer op

med sin svære Artilleripark, tager Folkemængden Stilling bag om samme og

beundrer Skuddene.

De retsindige Teologer og de myndige Jurister. De skarpe Læger og de

fromme Filosoffer. Vore ypperlige Polyteknikere og Landboforskere og Bog

specialister og Kunstbevarere, Højudgravere. Alle kommer skiftevis i Forgrun

den. Chancen tilhører dog dem fra Prinsens Palæ. Naar Vagn Aagesen og Pal-

natoke stiger frem af deres fynske Grave og Himmerlands forhistoriske Borge

afdækkes, da er Opmærksomheden vaagen, Skade at der er noget knapt med

Guld og Diamanter i de gamle Vovehalses efterladte Boer. De savner Torvepris.

Videnskabsmændenes Navne dukker frem ved aktuelle Tilfælde og glider ud

af Lyskeglen paa den anden Side. Det er Ret, og Videnskabsmændene føler sig

ikke brøstholdne, tværtimod. De tænker og skriver for Dagene, der kommer, og

Kollegerne, der bor paa andre Steder.

Men Københavnerne viser sig paa en egen forstandig og tiltalende Maade er

kendtlige og forstaaende overfor Videnskaben. De har Tillid til den. Hvilket

enhver af de Par Hundrede Fagmænd, som Byen rummer, vil have haft Lejlig

hed til at erfare.

Vi begyndte med at tale om Pressen og understregede dens uselviske Ano

nymitet. Hertil maa endnu som et nødvendigt Tillæg føjes: at der i Pressen

forekommer Artikler til Folkets Vejledning fra de store Fagkyndige. Dem

læser vi med Andagt og Opmærksomhed. Og mellem alle Døgnets kolossale

Lyde og Detonationer og Eksplosioner ringer det fra disse Artikler som med

en lille Sølvklokke. En spinkel Lyd, som gaar igennem, og som vort Øre er

i Stand til at fæste sig ved, saaledes at det grove Bulder for en Stund lader os

uberørt. En tøvende, behersket Stemme siger os Sandheden om en Sag. Denne

Sag er vigtig, set med den hele Epokes Synsvinkel. Men overfor Døgnet er den

naturligvis uden nogen Vægt. Alligevel. Alligevel. Saa De, hvad der stod i Bla

det om den Ting. Jeg læste det to Gange igennem. Han er jo en Autoritet. Jeg

har tænkt paa det, og jeg kan ikke komme| væk fra det.

Ogsaa den store Videnskab har sin Mission hos det daglige Livs Københav

nere, der i Grunden er bedre end deres Rygte, især naar man gaar om i Side

gaderne og ud i Sidegadernes Sidegader, hvor der bor Mennesker, som ikke er

ude efter

Publicity

og afskyr Opsigt; men som tænker, føler, lever.

Hans Brix.

Bogen om Københavnerne.