145
Lolliker og Æ iøboei i Byen. De københavnske Københavnere er i dette Slægt-
led saa at sige immune overfor Litteratur, isser Vers. Der købes nok en Del
Bøgei ogsaa af de racerene Indfødte, der er Bøger, der købes af dem i Titusin
del, men lad os ikke tale om, hvad det er for Bøger. Vi undser os paa disse
Bøgers Forlæggeres Vegne, hvilket kan gøres nødigt, da de selv ikke erkender
Vanæren.
Men viser Byen saaledes disse Forfattere et fremmed Ansigt, saa maa man
vedgaa, at den overfor Videnskaben opfører sig virkelig nydeligt. Den kom
mer ikke til daglig paai Frue Plads, skønt flere og flere siges at gaa om ad Nørre
gade, nu findes Videnskaben jo ogsaa andre Steder end i det ydmyge Fiolstræde
og den blanke Krystalgade, og naar Videnskaben virkelig for Alvor dundrer op
med sin svære Artilleripark, tager Folkemængden Stilling bag om samme og
beundrer Skuddene.
De retsindige Teologer og de myndige Jurister. De skarpe Læger og de
fromme Filosoffer. Vore ypperlige Polyteknikere og Landboforskere og Bog
specialister og Kunstbevarere, Højudgravere. Alle kommer skiftevis i Forgrun
den. Chancen tilhører dog dem fra Prinsens Palæ. Naar Vagn Aagesen og Pal-
natoke stiger frem af deres fynske Grave og Himmerlands forhistoriske Borge
afdækkes, da er Opmærksomheden vaagen, Skade at der er noget knapt med
Guld og Diamanter i de gamle Vovehalses efterladte Boer. De savner Torvepris.
Videnskabsmændenes Navne dukker frem ved aktuelle Tilfælde og glider ud
af Lyskeglen paa den anden Side. Det er Ret, og Videnskabsmændene føler sig
ikke brøstholdne, tværtimod. De tænker og skriver for Dagene, der kommer, og
Kollegerne, der bor paa andre Steder.
Men Københavnerne viser sig paa en egen forstandig og tiltalende Maade er
kendtlige og forstaaende overfor Videnskaben. De har Tillid til den. Hvilket
enhver af de Par Hundrede Fagmænd, som Byen rummer, vil have haft Lejlig
hed til at erfare.
Vi begyndte med at tale om Pressen og understregede dens uselviske Ano
nymitet. Hertil maa endnu som et nødvendigt Tillæg føjes: at der i Pressen
forekommer Artikler til Folkets Vejledning fra de store Fagkyndige. Dem
læser vi med Andagt og Opmærksomhed. Og mellem alle Døgnets kolossale
Lyde og Detonationer og Eksplosioner ringer det fra disse Artikler som med
en lille Sølvklokke. En spinkel Lyd, som gaar igennem, og som vort Øre er
i Stand til at fæste sig ved, saaledes at det grove Bulder for en Stund lader os
uberørt. En tøvende, behersket Stemme siger os Sandheden om en Sag. Denne
Sag er vigtig, set med den hele Epokes Synsvinkel. Men overfor Døgnet er den
naturligvis uden nogen Vægt. Alligevel. Alligevel. Saa De, hvad der stod i Bla
det om den Ting. Jeg læste det to Gange igennem. Han er jo en Autoritet. Jeg
har tænkt paa det, og jeg kan ikke komme| væk fra det.
Ogsaa den store Videnskab har sin Mission hos det daglige Livs Københav
nere, der i Grunden er bedre end deres Rygte, især naar man gaar om i Side
gaderne og ud i Sidegadernes Sidegader, hvor der bor Mennesker, som ikke er
ude efter
Publicity
og afskyr Opsigt; men som tænker, føler, lever.
Hans Brix.
Bogen om Københavnerne.
10