154 / 583
151
end de ikke alle var af lige stor Kvalitet i Filmen
Forglemmigej.
Eller man
kan opleve den enestaaende dramatiske Kunst, som
Shaljapin
ydede i sin Ud
iøl else af Titelrollen i
Don Quijo
ie-Filmen — endda i Nierbilleder, mere intime
end de kan ses selv fra en Plads i Parkettet til tredobbelt Pris!
Og i Forening har selvfølgelig baade Radio og Tonefilm ogsaa kunnet mær
kes paa Operaerne overalt i Verden. Men lykkeligvis ser man, at der stadig
er Publikum, ogsaa hos os, for en Operaforestilling, naar den fremføres af den
rette Dirigent og af velinstruerede Kunstnere. Og forholder vor Tids unge
sig noget forsigtigere overfor en Wagneropera end forrige Slægtled, saa er de
til Gengæld Entusiaster, naar det gælder Verdi, og nærer ikke de ældres Foragt
for »Melodunten«.
*
Den Musik i Atelieret, som Krøyer engang forevigede, er i vore Dage rykket
ud paa selve Museerne og Udstillingerne. Den er blevet ikke blot en Del af
Selskabslivet. Den har sluttet Pagt med Kunsten.
Vore Malere arbejder dog ikke efter slet saa klare Linier som Musikerne.
Man har ikke i vor Tid Fornemmelsen af den strenge Skole, som f. Eks. Krøyer
havde gennemgaaet og selv fortsatte som Lærer sammen med Tuxen. Vi har
ingen
Zahrtmann,
som unge Talenter flokkes om, og som skaber en Gruppe
som
Fynboerne.
Vi maa i bedste Tilfælde nøjes med Mindet om
Giersing.
Men Akademiet har stadig dygtige Lærere og hengivne Elever. Og der festes i den
gamle Charlottenborg-Haves Sommeraften under kulørte lysende Lampions —
naar de unge har »taget Afgang«. De unge har altid Livet og Haabet for sig.
Og gaar man i Sol og Tøsne over Gaarden til Foraarsferniseringen paa Char-
lottenborg og ser Eleverne, mandlige og kvindelige, i deres hvide Malerkitler
slikke Solskin omkap med Duerne, tror man paa, at der stadig er Foraar og Gro
kraft i vor Kunst — selvom Udstillingen deroppe kan virke en Smule desillusio
nerende.
Charlottenborg
er jo heller ikke mere det eneraadende Begreb i vor Kunst.
Heller ikke
Den frie Udstilling,
selvom deres Ferniseringer stadig er Aarets store
kunstneriske Pressebegivenheder. Krigsaarene og den derefter følgende Periode
med dens stærke Bud paa Malerier ¡fik sikkert paa mere end een Maade en
uheldig degenererende Indflydelse paa Kunsten. Det var den Tid, da det i det
store og hele mere gjaldt Motiver og Navne end selve Kunsten, og da Kvæg
torvets Matadorer, omtrent paa samme Maade som de byttede en Hest med en
Ko, tiltuskede sig en Otto Bache for en Therkildsen eller Mols!
Kunstauktionerne skød frem som Paddehatte. Det var i de Aar en glimrende
Sagfører-Spekulation at blive Auktionarius. Med Auktionshamren i Haanden
tryllede han Slag for Slag Millioner frem gennem Lokalets blaa Havannataagei.
Og paa et Par Timer.
Kunsthandlerne fulgte Trop. Det Monopol, som
Winkel & Magnnssen
i
mange Aar syntes at have haft paa at afholde Separatudstiilingei, blev hurtig
rendt over Ende! Selv den mindste Kælderbiks med Antikviteter kaldte sig
Kunsthandel og holdt Udstilling af Ⱦldre og nyere danske Kunstneres Aibej-
der«. Begrebet
Ovenlyssal
slog igennem som et saliggørende Løsen foi, hvoi
der fandtes 1. Klasses Kunst.