BogenomKøbenhavnerne

152

Aarene har reduceret Auktionernes Tal. Den systematiske Auktionskunst

handel, der regelmæssigt hver eller hver anden Uge havde sin Auktion, findes

overhovedet ikke mere. Og Hamren maa som Regel svinges længe i Luften,

før de blot nogenlunde acceptable Bud lader sig høre. Det gælder dog nu som

den Gang, at de virkeligt fremragende Billeder af vore største Kunstnere, ikke

mindst blandt »Guldalder«-Malerne, stadig kan faa de store Priser.

Og Ovenlyssalene og de mange smaa Kunsthandeler er blevet tilbage, ja, har

endda ynglet i paafaldende Grad. Malerne behøver ikke vente i utaalmodig

Spænding paa Afgørelsen fra de store Udstillingers Censur. Der er ingen af

dem, der behøver at dø ukendt af Mangel paa Offentlighed! De kan sagtens

faa deres Billeder frem. Nu er det ikke alene de obscure Stræders smaa Kakkel

ovnskældere, men ogsaa

Stormagasinerne,

der yder Kunsten Husty, selvom det

vist blev en mindre vellykket Spekulation at sælge Malerier sammen med Kaa-

ber, Parfume, Silkestrømper og Skotøj.

Men den blandede Kunsthandel med særlig Betoning paa blandet er for

øvrigt netop blevet et af vor Tids Fænomener. I Forbindelse med -bod, -æske,

-skrin findes der nu Kunst i Butikker, hvor der sælges Keramik og Glas, L ak

bakker, Tekstiler og Similismykker. Man mærker overalt indenfor de forskel

lige Kunstgrene Tendensen til at publicere, til at fmde Kontakten med Publikum,

en Form for Reklame.

Men man kan ikke undgaa samtidig at mistænke Kunsten for en Overfladisk

hed, der ikke var mulig i det foregaaende Slægtled. Det er snarest hos vore

Tegnere og Billedhuggere, at man skal søge Energien og Udholdenheden. Og

det skyldes vel netop Manglen paa Tegne-Evne og -Taalmodighed, naar vore

yngste Malere mere og mere degenererer i mere eller mindre mudrede, koloristi

ske Forsøg, med sine enkelte førende Kunstnere som lykkelige Undtagelser. Man

har Indtryk af, at den Generation, der i sin Tid opdagede og erobrede Skagen,

gik lidt mere grundigt og alvorligt til Værks end de hundreder af Malere, der nu

spredes over det Bornholm, som de efter

Isakson

Weie

anser for Landskabs-

kunstens Paradis.

Forøvrigt er der nu snart saa mange Korporationer og Sammenslutninger,

at de svækker hinanden — og selv

Grønningen

er ved at blive lidt graa i Tin

dingerne, uden at man egentlig kan se dens store Afløser.

Privat har Malerne iøvrigt ikke forandret deres Levevis paafaldende. De har

deres Sommerresidens et eller andet Sted i Landet og kommer hjem til Høsten

med Studierne i Malerkassen. Det gælder, enten de hører til de Sofus Bauditz’-

ske

Dyrehav em.alere

eller til

Efter aarsudstillingens

Ungdom, der desværre ogsaa

synes at skulle faa en lille Infektion af den ubehagelige og uhyggelige Maler-Syg

dom, der kaldes Surrealisme.

Fælles for Tidens Malere og Billedhuggere er deres Sukken efter de store

Opgaver. Men det er jo ikke hver Dag, der venter vore Kunstnere en Univer

sitets-Aula eller en Viborg Domkirke at udsmykke. Og dog bydes der i vor

Tid Kunstnerne langt flere dekorative Opgaver end i forrige Aarhundredes Slut

ning. Deres Agitation og deres Stilstræben har ikke været forgæves, enten det

gjaldt Kirkearbejder, Skoleudsmykning, en Herregaardshal, en Højskole, en

Hospitalsopgang eller -port, en Kaffeforretning, et Banklokale, en Teaterfoyer,

en Chokoladebutik, en Restaurant, en Pølsekro eller en Svømmehal! Kunst