156 / 583
153
nerne er virkelig taget i Brug baade af Private, af »det offentlige« og af Erhver
vene. Og de har ogsaa i de fleste Tilfælde vist sig at være deres Opgaver
voksne.
Men de maa ogsaa arbejde for at naa frem til det. Man gaar ikke mere
rundt i fornem Tilbagetrukkethed og venter paa en fin Portrætbestilling. Man
søger, ma ntrænger paa, man beder
Ny Carlsbergfondet —
Kunstens Vidunder
gave — om at hjælpe.
Og med al denne Folkelighed er vore Kunstnere ikke blevet ringere eller
mindre festlige. De mødes vel ikke til daglig til den hyggelige Aftenpassiar un
der en Hængelampe som paa Viggo Johansens Billede. Men de træffes tit om
Eftermiddagen paa en af de Kaféer, hvor de nu særlig holder til —
Ungarsk
Vinhus, Munken, Brønnum
o. s. v. — og faar Blus paa Shagpiben og snakker
løs om
Hva’ mæ’ Kulturen
? over Kaffekoppen.
Og for den store Fest med Fakler i
Den frie
har de ikke mindre Sans end
deres Forgængere, skønt det maaske i dette Øjeblik er vanskeligt at se, hvem
af de unge der til sin Tid tør vente Fakkeltog for sin Kunst.
*
Folkeligheden har erstattet det aristokratiske, ogsaa i
Selskabslivet.
Det har
bredere Snit og er mere standardiseret end før. Som i Begyndelsen nævnt har
baade Grammofonen og Radioen ogsaa her en Finger med i Spillet, naar det
gælder Underholdningen. Begge kan de ledsage den lille Gang Jazz, der særlig
blandt de unge er en Selvfølgelighed ovenpaa Aftenkaffen og Vermuth-Sodaen.
Der er ikke Grund til at beskylde Ungdommen for Overdaadighed i deres
Krav til Selskabelighed. Filmen letter dem meget. Og Passiaren, Cigaretten og
Jazzen er tilstrækkelig. Ungdommen er i Virkeligheden nøjsom!
Og naar Forældrene trækker den Cocktail eller tørre Sherry fra, der nu
danner Inledningen til deres eget Selskab, er det, hvad Menuen angaai, ikke saa
væsensforskelligt fra forrige Generationers, omend sparsommere, hvad Retternes
Tal angaar. Og
Bridgen
er ikke noget Privilegium. Den spilles i vor Tid med lige-
saa stor Kyndighed og Fanatisme af den yngste Kontorist som af den sidste
Et8.tsr8.8.d
Men Kaféerne og Restauranterne har draget flere ud af Hjemmet end tid
ligere, og ikke mindst Jazzen til Orkestret paa den lille Flade, dei oveilades
de Dansende, er en af de mest dragende Faktorer. Lad saa væie, at den Tekst,
der nu og da udslynges gennem Lokalet: —
Der er ingen Græs paa Nordpolen,
ikke netop løfter deres Aand. Den faar dog selv de ældre i voi Tid til at smile.
Og er det ikke meget?
Det store Fællesskab, som Radioen har skabt mellem Lytterne, har ogsaa
spejlet sig indenfor Selskabeligheden i mindre Maalestok. Og det mest folke
lige Udtryk for, hvad Fællesskab og Selskabelighed betyder for vor Tids Menne
sker, endog
udenom
Radioen, viser Søndagens store Eftermiddagskoncerter i
Fælledparken, hvor tusinder af Folkets brede Lag lejrer sig i Græsset med Mad
og Barnevogn mellem Slikkepinde og Celluloid-Vejrmøller, hvis Propeller raser
som brogede Insekter, der vil flagre sig løs af Straaene. Her samles Folket om
Musiken og lytter lige betaget til
Elverhøj
-Ouverturen som til
Czardasfyrst
inden
og
Tannhskuserforspillet.
Et eneste stort malerisk Skue af, hvad Kunsten
formaar at skabe af forenende og samlende Liv.
Kai Flor.