158 / 583
155
De havde det ikke altid lige nemt med at faa Offentligheden til at tage Idrætten
foi
fornuftig Fiitidssyssel. Naar Kapgængerne travede ud ad Landevejen,
rystede »fornuftige Mennesker« paa Hovedet over denne Form for Idioti. Folk
kunde paa de Tider nok goutere de professionelle Sportsmænds mere eller
mindre ærlige Opvisninger, og strømmede i Tusindvis til Cirkus og Traverbanen
for at se
Bech-Olsen
brydes med »den frygtelige Græker« eller Tyrken
Nourlcih,
der var saa svær, at Hestedroskens Fjedre næsten hvilede paa Hjulet i den
Side, han sad, men at unge Mennesker af egen fri Drift vilde løbe omkring i
Skovene eller paa Landevejene, eller fare rundt efter en Bold paa Fælleden,
det var noget, de aller fleste ikke begreb.
Der er unægtelig dem, der stadig ryster medlidende paa Hovedet ad den
barbenede Terrænløber og Kapgænger, som de møder udenfor Byen, men det
er ikke mere, fordi han aabenbart trænger til Motion. Man forstaar blot ikke,
at han ikke vælger sig en fornøjeligere, nok saa underholdende Idræt — f. Eks.
Fodbold, Tennis eller Haandbold, eller dyrker sin Idræt paa de Pladser, der
nu en Gang først og fremmest er anlagt for hans Skyld: Inde paa Stadion, paa
de forskellige Idrætsbaner. Det er maaske en Form for Bornerthed hos den
almindelige Vejfarende, men den er næppe typisk dansk. Idrætsmanden i
Idrætsdragt er paa Gaden, paa Vejen, mellem Skovens Gæster Undtagelsen, der
vækker Opsigt og fremkalder Bemærkninger. Var den trænende Idrætsmand
paa den alfare Vej lige saa almindelig som Automobilisten, Cyklisten og den
civilklædte Fodgænger, vilde Synet af ham ikke faa nogen til at vende sig om.
Thi, som sagt, at unge Mennesker føler Trang til at dyrke Idræt, er der
ikke mere ret mange, der undrer sig over.
Det hænder endnu, at man støder paa Folk af den gamle Skole, som ikke
forstaar »disse Sportsfolk«, som aldrig selv har kendt til nogen Form for Idræts
øvelse, og som finder det ret irriterende, at de unge Mennesker om Aftenen
farer ud paa Sportspladserne og bruger deres Tid og Penge der, i Stedet for at
foretage sig noget »nyttigt«. Deres Aversion mod Idrætten skyldes dog næsten
altid, at de ikke har gjort sig den Ulejlighed at sætte sig ordentlig ind i Tingene
— eller ikke har haft Anledning til det. Naar man saa forklarer dem, at det
dog er en uendelig meget bedre Anvendelse af Fritiden at tumle sig i fri Lult
og skaffe sig stærke Muskler og gode Lunger — og tilmed en meget billigere
end at hænge paa Værtshuse, spille Kort eller se paa Elskovsdramaer i Biografen,
skal de være meget stædige for ikke at indrømme Sandheden heraf.
Den hyppigste Indvending, man nu til Dags hører mod Idrætten, er da ogsaa,
at den ganske vist har Tilskuere i Hobetal, som kan lide at se andre udfolde
sig, men slet ikke et tilsvarende Antal aktive Dyrkere. At Idrætten altsaa ei
blevet til et Folkeskuespil, til de store Massers Forlystelse, i Stedet for en
fysisk Rekreation og Adspredelse for disse samme Masser.
Og saa peges der paa de kolossale Tilskuermængder, der flokkes omkring Fod
boldbanerne, til Trav- og Galopløb, til de store Boksekampe og Cykleløb.
I København dyrker Folk ikke selv Idræt, de nøjes med at se paa Idiæt,
paastaar Idrættens Kritikere.
Jeg vil paatage mig at modbevise denne Paastand.
Det er jo Nuet, vi beskæftiger os med, ikke Fortiden. Lad mig vise Dem,
hvordan det staar til med Idrætsdyrkelsen i København i 1936.