147
De havde ogsaa deres Solo-Repertoire:
- tørst og fremmest
Bertrand
de Born-
Sangene
eller
Schubert,
fra Bindet
Ausgewdhlte Lieder
. . . . Det
kunde forøvrigt hænde, at man, under gensidig Nøden, Vægring og tilslut over
stadig lykkelig Indvilgen, i en Fart arrangerede
Erlkonig
som Kvartet: den radi
kale, skuespilleragtige Baryton-Arkitekt var Fortælleren, der indleder og slutter,
Bassen var Faderen, Tenoren Sønnen og den syngende Dame selvfølgelig Elver
kongens Datter!
Og to gamle Studenterkammerater var uvægerligt henvist til at slutte med et
Par af
(¡hintarne
. Overretssagføreren var saa uimodstaaelig som Glunten, naar
han omsatte sin veritable lille Perial i
Framkt marsj, gå på !
Saa overbevisende
naturlig!
Krøyers og Viggo Johansens Billeder —
Musik i Atelieret, Aftenselskab i mit
Hjem, Mellem Kunstnere
— rummer som i en Nøddeskal hin Tids Musik-, Kunst
og Selskabsliv. Det er ikke mere end en Snes Aar siden, at disse tre tog hin
anden saa nøjsomt-gemytligt, saa barnligt-taknemligt i Haanden. Ach, wie so
hald ...........
E r alt dette nu virkelig helt borte i vore Dage? Hænder det slet ikke mere,
at Kunstmaleren, der har en pæn lille Stemme til privat og selskabelig Glæde,
falder Grosserer-Fruen ærbart om Halsen, naar han slutter Bertrand de Born-
Duetten:
—
Rosamunde, vi mødes snarligt en Kvæld,
elskede Rose, lev vel?
Man tør vel ikke forsværge, at det slet ikke sker nu til Dags. Men alligevel
— det er ikke
den
Tone mere. Kvartetten og Duetten er ikke mere Ledemotiv,
hverken i Kunsten eller Selskabslivet. Nu er det Saxofonblæseren og Jazzbandet,
som de unge Malere gengiver som Tidens Musik.
Og foruden Jazzen har tre andre mægtige Faktorer revolutioneret Musiklivet:
Grammofonen, Radioen
og
Tonefilmen.
Den stemmebegavede Herre og Dame af
Selskabet, der maaske allerede i deres Tid kunde blive lidt af en Plage for
enkelte, baade af de mere og de mindre musikalske, kan i vore Dage slet ikke
tage Konkurrencen op med den Højtaler, der blot ved en Skruedrejning kan ind
stilles paa Bom og skaffe Selskabet den Oplevelse at høre baade Gigli og Gina
Cigna i en Verdi’sk Opera. Og er Tidspunktet ikke netop Operasæson i Bom,
saa har man dem lige saa fuldkomment paa
His Masters
Vozce-Pladerne.
Mangfoldiggørelsen af de store Kunstneres Sang og Musik, og Almentilgænge
ligheden paa saa at sige alle Musikens Omraader gennem Badioen har givet ikke
blot Amatørerne og Dilettanterne, men ogsaa de store levende Musikinstitutio
ner deres Dødsstød eller i alt Fald livsfarlige Saar.
Den gamle, hæderkronede
Musikforening, —
Niels W. Gades Forening — der
i F jo r Fo raar netop fyldte 100 Aar,
Cæciliaforeningen
med dens
Madrigal
kor, Palækoncerterne, Dansk filharmonisk Selskab
— borte allesammen. Og
Radioen har faaet Skylden. Og hverken økonomisk eller kunstnerisk kunde
disse forskellige Foretagender klare sig over for Institutionen
Statsradiofonien,
der har Midler til ikke blot at give tilgængelige, latterligt billige Symfonikoncer
ter hver Torsdag, og helt populære Folkekoncerter hver Søndag Eftermiddag —