Previous Page  150 / 583 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 150 / 583 Next Page
Page Background

147

De havde ogsaa deres Solo-Repertoire:

- tørst og fremmest

Bertrand

de Born-

Sangene

eller

Schubert,

fra Bindet

Ausgewdhlte Lieder

. . . . Det

kunde forøvrigt hænde, at man, under gensidig Nøden, Vægring og tilslut over­

stadig lykkelig Indvilgen, i en Fart arrangerede

Erlkonig

som Kvartet: den radi­

kale, skuespilleragtige Baryton-Arkitekt var Fortælleren, der indleder og slutter,

Bassen var Faderen, Tenoren Sønnen og den syngende Dame selvfølgelig Elver­

kongens Datter!

Og to gamle Studenterkammerater var uvægerligt henvist til at slutte med et

Par af

(¡hintarne

. Overretssagføreren var saa uimodstaaelig som Glunten, naar

han omsatte sin veritable lille Perial i

Framkt marsj, gå på !

Saa overbevisende

naturlig!

Krøyers og Viggo Johansens Billeder —

Musik i Atelieret, Aftenselskab i mit

Hjem, Mellem Kunstnere

— rummer som i en Nøddeskal hin Tids Musik-, Kunst­

og Selskabsliv. Det er ikke mere end en Snes Aar siden, at disse tre tog hin­

anden saa nøjsomt-gemytligt, saa barnligt-taknemligt i Haanden. Ach, wie so

hald ...........

E r alt dette nu virkelig helt borte i vore Dage? Hænder det slet ikke mere,

at Kunstmaleren, der har en pæn lille Stemme til privat og selskabelig Glæde,

falder Grosserer-Fruen ærbart om Halsen, naar han slutter Bertrand de Born-

Duetten:

Rosamunde, vi mødes snarligt en Kvæld,

elskede Rose, lev vel?

Man tør vel ikke forsværge, at det slet ikke sker nu til Dags. Men alligevel

— det er ikke

den

Tone mere. Kvartetten og Duetten er ikke mere Ledemotiv,

hverken i Kunsten eller Selskabslivet. Nu er det Saxofonblæseren og Jazzbandet,

som de unge Malere gengiver som Tidens Musik.

Og foruden Jazzen har tre andre mægtige Faktorer revolutioneret Musiklivet:

Grammofonen, Radioen

og

Tonefilmen.

Den stemmebegavede Herre og Dame af

Selskabet, der maaske allerede i deres Tid kunde blive lidt af en Plage for

enkelte, baade af de mere og de mindre musikalske, kan i vore Dage slet ikke

tage Konkurrencen op med den Højtaler, der blot ved en Skruedrejning kan ind­

stilles paa Bom og skaffe Selskabet den Oplevelse at høre baade Gigli og Gina

Cigna i en Verdi’sk Opera. Og er Tidspunktet ikke netop Operasæson i Bom,

saa har man dem lige saa fuldkomment paa

His Masters

Vozce-Pladerne.

Mangfoldiggørelsen af de store Kunstneres Sang og Musik, og Almentilgænge­

ligheden paa saa at sige alle Musikens Omraader gennem Badioen har givet ikke

blot Amatørerne og Dilettanterne, men ogsaa de store levende Musikinstitutio­

ner deres Dødsstød eller i alt Fald livsfarlige Saar.

Den gamle, hæderkronede

Musikforening, —

Niels W. Gades Forening — der

i F jo r Fo raar netop fyldte 100 Aar,

Cæciliaforeningen

med dens

Madrigal­

kor, Palækoncerterne, Dansk filharmonisk Selskab

— borte allesammen. Og

Radioen har faaet Skylden. Og hverken økonomisk eller kunstnerisk kunde

disse forskellige Foretagender klare sig over for Institutionen

Statsradiofonien,

der har Midler til ikke blot at give tilgængelige, latterligt billige Symfonikoncer­

ter hver Torsdag, og helt populære Folkekoncerter hver Søndag Eftermiddag —