BogenomKøbenhavnerne

144

Der er for det første Forfatterens Bidrag til Hovedstadens Udseende, deres

Apparition som Led i den store Bys Fysiognomi. Her maa man vedgaa, at Kø

benhavn er ikke den Digter- og Forfatterby, som den har været. Dette kan

baade roses og beklages.

Der var en Tid, da Drachmann med Hejsning som en Gallionsfigur, med

sin mærkelig rundskaarne Profil, stejlende, sejlende, farende, flagrende kunde

give hele Gadebilledet Karakter, naar han kom. Og Herman Bang. Der var ikke

en Gade saa lang i Byen, at man ikke vidste i den ene Ende af den, naar hans

Drengefigur bevægede sig ind ad den anden. Sophus Clausens korte Tømmer

blok, Jeppe Aakjær med det paagaaende Udtryk i sit stærke Ansigt. Hvor er I

henne, store og smaa.

Naturligvis, selvfølgelig. Byen kender Gandrup, og Apollon maaske ogsaa?

De kulturelle kender Helge Bode, som egentlig ogsaa er værd at se paa. Men

Pontoppidan og Johannes V. — dem kender Folket paa et Avisbillede, men

det identificerer dem ikke. Og hvad man end vil rose vore Digtere eller Digter

inder for, personligt synes jeg, at Edith Bodes Æbleoval af et Ansigt virker for

trinligt, men til Byens Præg bidrager vore Forfattere ikke, som dengang Schan-

dorph bare ved at sidde udenfor å Porta var en hel Biografi af sig selv. Hvem

har man nu glemt at omtale? Der er saa mange man kan lide. Men vore

Lyrikere, vore Dramatikere, vore Bomantikere — ingen af dem præsterer det

uforglemmelige som Byfigur og Apparition. De er alle af Mellemstørrelse. En

Digter burde være Giraf eller Myre. Og hans Ansigt hugge sig ind i Hjertet paa

Folk mellem Langelinje og Frederiksberg Have.

Hvor de da lever? I Boghandlernes Udstillinger. Yi kigger dog, de fleste af

os, ind paa de smukke, pyram ideskraa Etalager. Ser Navnet, ser Titlen. I Bladet

har man set Annoncen, der kommer nok en Anmeldelse. Om man skal købe

Værket hjem, se det giver sig af Kritikken. Det er ingen Spøg at være Anmelder,

jeg har en Gang faaet en Generalmajor til at købe Tom Kristensens »Hærværk«.

Byen kan ikke undvære sine Digtere. Nu læser en sig selv op, nu læser en

anden ham op. I gamle Dage var der meget med deres Ægteskaber, det er nu

døet hen. Maaske er der blevet saa levende ved Kysterne, at det ikke morer eller

spænder. Ophævelsen af en Forbindelse skal virke som et Krudtkammer og en

Cigaret og ikke som et: Naa, ja selvfølgelig.

For Dramatikere gælder der det specielle, som kaldes Premiereaftenen. Der

j ° altid efter dem. Den Dramatiker eksisterer ikke, der nogensinde har

kunnet opføre sig naturligt paa sin Aften. Han kan gaa der hen eller sende sin

Kone og selv blive væk. Han kan sidde gemt i Direktørens Klædeskab eller paa

Galleriet eller brede sig i Parkettet. Alt er galt. Den generte Kaj Munk købte

fem Pladser og satte sig selv paa den midterste. Det galeste af alt. En anden Fo r

fatter sad efter Tæppets Fald oppe midt paa Scenen, opløst i Elendighed, og lod

sig trøste af de udhyssede Skuespillerinder. Sødt nok.

Og saa de, der bliver fremkaldt. Hvilket Syn. De burde sminkes og paryk-

kes og have Domino paa før Indmarchen. Og Kapellet burde intonere

Heil dir

im Siegeskranz.

— Det andet er noget af det floveste.

Maaske er dette blevet noget for vidtløftigt. Yi har i hvert Fald kviet os ved

at omtale Hovedstaden som Litteraturlæsende.

Natui ligvis findes der Læsere i Byen. Men det er ligesom der findes Jyder og