BogenomKøbenhavnerne

mest udprægede personlige Karaktertræk var hans aldrigslukkedeKvindekær

hed, der kunde minde om Stortyrkens. Hans menneskelige Fejl var saadanne,

at de ikke vilde have blevet taalte hos en Borger i Staten, og hans Glæde over

Henrettelser og sligt var næsten abnorm. Men med alt dette var han en Skik

kelse, der maatte vinde et Folk. Som hans Fe jl var hans Dyder af Format.

Han følte sig som sit Folks Fader og Husbond og blev betragtet som saadan.

Han sagde selv, at mens Henrik d. IY af Frankrig maatte lade sig omgive af en

Livvagt, kunde han køre rundt i Landet alene med sin Kusk og en lille Hund

paa sit Skød. Hans Tid laa før den, hvor Undersaatter laa paa Maven for den

enevældige Konge af Guds Naade, og dog hyldedes han lige til sin Død, mens

Riget blev mindre og mindre, F jender hærgede Landet, dets Finanser udtøm-

tes, og han selv, ikke mere Folkets Fader, men

Kirsten Munks Børns, skrabede til sig, hvor han

kunde og lod sine Svigersønner tage Resten. Det

kan ikke have været Kongemagten alene, der

gjorde ham til Aarhundreders mest fejrede Drot,

hvis Glorie i almindelig Bevidsthed end ikke i

vore Dage er blegnet. Men det er svært psykolo

gisk at begrunde, hvad det var, der skabte Glo

rien. Yi forstaar Straaleglansen om Gustav Adolf

og Dyrkelsen af »der alte Fritz«, vi maa akcep-

tere F jerde Christian, selv om Analysen falder

forfærdelig ud. Han blev for Slægtled efter

Slægtled Fædrelandskærlighedens Symbol. Naar

»Kong Christian stod ved højen Mast« klinger

fuldtonende over Mængden, glemmer vi, at hans

Krige var Nederlag paa Nederlag. »Ham med det

ene Øje« — Forskere paastaar nu, at han i Virkeligheden havde dem begge

to — er for Slægtled bleven ét med Danmark. Og det

maa

have en dybere

Aarsag, som nu er skjult for os.

Han var Københavnernes Konge, han byggede deres Stad, og Minder om ham

staar endnu; naar man træder ind paa Rosenborg, er det, som stod han paa

Tærskelen og tog imod én, en sælsom Trolddomsmagt straaler ud fra hans hi

storiske Personlighed — men, atter men, i hans Livs optegnede Data finder vi

ingen Begrundelse heraf, vi maa tage ham, som han er, uden at tænke paa,

hvad han

var.

Han var Konge fra Vuggen omtrent og regerede i 60 Aar,

ligger Forklaringen i, at han for tre Generationer blev en Naturmagt, knyttet

til Fædrelandet? I nærværende Forfatters Barndom stod der om Frederik d.

YII ikke saa lidt af den samme Glans, og i Mindet blev han ofte sidestillet med

Christian den IV. Men medens denne endnu i Folket har bevaret Glorien,

var Frederik Folkekærs Glorie fordampet, inden Aarhundredet gik ud, den

holdt næppe 20 Aar efter hans Død.

For Københavnerne er F jerde Christian endnu deres Yndlingskonge, hans

Værk staar i Sten hver Dag for deres Øjne, hans Historie er bleven til Sagn

for dem, og de overlader Historikerne at trævle den op. Der er tre »gamle«

Konger, der var »Københavnere«, Christian den II, som Landets Adel hindrede

i at udfolde sig, Christian den IV, som blev Sagnhelt, og Frederik den VI, der