44
var bedst som Kronprins. Og det kan der ikke rokkes ved, de tre alene mindes
af Folket som Personer i Stadens Historie.
Det blev en Følge af Christian den IY ’s store Interesse for Staden i den før
ste Halvdel af hans Regering, at Rigsraadets Adelsmænd nødtes til at være
hyppigt i Staden, og København faar efterhaanden en stor Kreds af Adelige,
der knyttes nærmere til Byen og spiller en Rolle i dens Dagligliv.
Statholderen efter Walkendorf var Holsteneren Brejde Rantzau, der tog fast
Ophold paa sin Gaard i Nikolaj Sogn. Her døde han 1618. F r a Walkendorfs
Tid var Rigens Hofmester bleven fast som Statholder i Hovedstaden, men
Christian den IV besatte ikke Posterne efter Rantzaus Død. Han var sin egen
Rigshovmester og Statholder til 1627.
Denne Periode af hans Regering, der gav saa store Løfter, vil vi behandle
først, den adskiller sig saa meget fra den sidste langt ringere Periode.
Med Gejstligheden stod Kongen paa en god Fod. Luther havde brudt Sta
ven over de gode Gerninger og hævdet, at »bose Lehre ist schlimmer als bose
Leben«. Og strengt rettroende Lutheraner var Kongen. Anders Sørensen Vedel
havde været Frederik den I I ’s Sjælesørger, han havde samlet Kilder til Dan
marks Historie og maatte aflevere alt til Professor Niels Krag. Han var efter
at være fritaget for sit Embede flyttet til Ribe, hvor han i Domkirken holdt sin
af alle kendte Ligtale over Kongen, og hvor han siden levede i F red og Stilhed til
sin Død 1616. En meget sen Eftertid indskrev ham med Rette blandt Dan
marks berømteste Mænd. — Biskop blev han aldrig.
Povl Madsens Efterfølger som Sjællands Bisp blev i 1590 fra Bispestolen
i Aarhus kaldet til Sjællands Bispestol. Han var født Københavner 1549, hans
Fader var Præst ved Nikolaj, han selv havde i en Aarrække været Sogne
præst ved Helliggejst og hørte til Niels Hemmingsens Skole. Han holdt Talen
ved Christian den IV’s Kroning, blev en meget velstillet Mand og hans Slægt
fortsattes i de Højlærdes Kreds. Hans Enke, der maa have været et godt Parti
(den hidsige Kryptokalvinist Oluf Kock beskylder Bispen for »at ligge og
vride i sit Guld og Sølv i Stedet for tilbørlig at røgte Herrens Menighed«), blev
gift med hans Eftermand, den af os føromtalte Hans Povlsen Resen. Han døde
1614. Resen har vi omtalt under de Højlærde, hans Sønnesøn Peder Resen
er den bekendte Skildrer af København. Listen over Borgmestrene til 1621 er
lang, kun faa af dem frembyder særlig Interessee. Vi træffer Kæmneren Søren
Flue (1591—96), Jacob Brun (1597—98), der kom i Skændsmaal med Walken
dorf, da han havde skældt ud paa den afdøde Konge. Det gik ud over ham,
han mistede sin Stilling, skønt han i Realiteten havde Ret, da Kongen havde
forurettet en Borger. Straf fik han ikke, men blev blot administrativt afskedi
get. Den rige Kristen Albertsen var Borgmester fra 1598—1616, han handlede
paa Østersøen, havde tre Skibe i Søen og ejede mange Gaarde i København.
Vi faar overhovedet det Indtryk, at de betydelige Købmænd i Tiden var Hus
ejere en Gros, og alle havde de Haver ved St. Anne, altsaa i det den Gang ube-
byggede Kvarter, hvor nu Rigensgade og Nyboder ligger.
Den største af dem alle var Mikkel Vibe (1609—24). Han var født 1565
ved Holstebro, hans Foræ ldre var Bønder, hans Farbroder Præst i Tyregod.
Han gik i regulær Handelslære, idet han efter at have gaaet i Skole i Viborg
blev Dreng d. v. s. Tjener hos Dr. Peder Sørensen, der havde været Frederik