AdmiralCCZahrtmann

L I E U T E N A N T E N

lig eller sildig vil hidføre Indskrænkning af vilkaarlig Behandling.

Og nu frembyder sig den i Mode kommende Mysticisme som en

velkommen Stridsbroder for dem, da den qvæler Aandens Udvik

ling og hæmmer Kraftens djerve Yttring. Og det synes mig temme

lig vist, at Hierarkiet med al sin Øgle-Yngel vil vidt og bredt i

Europa igjen hæve Hovedet, naturligviis for tilsidst at faae det

reent afhugget; thi Sandhed kan hindres og undertrykkes, men maae

dog tilsidst seyre. Men dette Tilsidst kan udhales ved mangehaande

Hindringer, der nu beredes overalt ved mange dybt og snedigen

lagte Planer. Imidlertiid overlade vi Sagen i hans Haand, der er

Sandhedens Kilde. — Jeg bliver varm og afbryder.“

Og 20. Sept. 1820: „Regents-Livet behager Henrich meget vel,

da han synes, at der er noget republikansk deri. Jeg har i Aar et

særdeles svært Avl, 110 Traver Byg, 70 Traver Havre og 26 Traver

Hvede. Bygget er i Huus, ligesom og Havren paa 1 Læs nær; men

Hveden staaer ude og har i de to sidste Dage udholdt en forfærdelig

Regn. Jeg døyer nok for at faa Huus nu til mit Avl. Vi have fleere

Lispund Kirsebær for 3 Mark pr. Lispd. til at tørre. Dine londonske

Erter have anbefalet sig meget, 26, 22 og 15 Lold [Early peace,

Royal dwarff, Tall Marrowfat] ; vi have solgt mange Tusende, og

jeg faaer vist nok et Par Lispd. endnu.“ — Skærtorsdag 1824 skrev

Moderen til ham: „Elskede Christian! Altid gierne istemmer jeg

med den gode Lader, men ingensinde hellere end deri at bevidne

dig mit Hiertes inderlige Tak for alle de Glæder, du skiænkede os i

Ungdommen, og for al din virksomme Omhue for at befeste vort

Held i Alderdommens Dage.“

I Gradmaalingens Tjeneste rejste Zahrtmann 8. April 1823 til

Paris for at bringe derfra udlaante Instrumenter tilbage. I Opteg

nelser, som han til Sprogøvelse affattede paa Lransk, gjengav han en

Række Oplevelser. I Celle ser han Caroline Mathildes Gravmæle,

som nyligt er istandsat: Hendes Majestæt er fremstillet i en Medail-

lon, og Kunstneren synes at have lagt an paa at mishandle hende

efter Døden lige saa grovt, som hun blev det i levende Live. —

Munden er den sidste hannoveranske By, og Vagtgefreideren tiltaler

den Lremmede saaledes: Tør jeg udbede mig Deres ærede Navn og

Stilling? — og naar dette er opgivet ham: Takker ærbødigt, ønsker

en lykkelig Rejse! Gid den ganske danske Armé, hvis ubehøvlede

Optræden er lige saa kendt som dens tapre Bedrifter, maatte lære

Garnisonstjeneste her. —

Strax ved Ankomsten til Cassel gik Z. i Operahuset. Ved sin

Indtræden følte han sig gjennemrislet af Glæde, hvortil han ikke

kunde gjette Aarsagen, indtil han følte, at det skyldtes Nydelsen

ved at høre et godt Orkester for første Gang, i de to Aar siden

han var i København. Da han spurgte Observatoriets Chef Mascow