52
S Ø T O G T E R
Skov for alle Bornholms Indvaanere, og Indbydelse skedte ved, at
den blev lyst til Tinge; dette kan Du tænke maae behage et Folk,
der siden Christian den Femte ingen dansk Prinds har seet hos sig.
Vi vare indbudne, men kom ei, da de 4 Kroge å 4000, som vi have
ombord, ei antages at kunne holde, og vi desværre havde forglemt
at medtage den lille forgyldte Tingest, der hænger paa Kunstkamme
ret, og for hvilken Christian den Femte reed af. Dog nok om den
Tobak.“
Freia holdt sig kryssende under Bornholm, og i dens Chalupe
hentede Zahrtmann 25. Juli Prinsen i Gudhjem for at bringe ham
ud til Fregatten. Efter et kort Besøg paa Christiansø førte den
ham tilbage til København. Bornholmerne saa saaledes lidet til den
og dens Officerer, da den ikke turde ankre op under Landet; det var
en dansk Skibschefs vel indlærte Pligt ikke at vove sit Skib. Ikke
des mindre siges Zahrtmann at have flyttet Hammeren, i det Land
pejlinger overtydede ham om, at denne Bornholms Nordpynt var
aflagt for langt østover paa ældre Kort (som Følge af Kompassets
stærke Misvisning under Bornholm). I sin Tjeneste om Bord vandt
han som altid let sine Officersfællers Fortrolighed ved sin støtte og
tavse Optræden; med fuld Tillid aabnede de deres Hjerter for ham.
Ogsaa Mandskabet lærte at sætte Pris paa ham. Togtet afsluttedes
27. Avg. i København.
„V i lagde op med Freia Udgang Avgust“ , skrev Zahrtmann til
Falbe, „og vel var det, thi Slutningen af Turen spendte ideligen
Forholdet meer og meer mellem Wulff og [Næstkommanderende]
Thomsen, to af de største Contraster i Marinen, aldeles uskikkede til
at have med hinanden at bestille; mit Forhold som Thomsens intime
Ven og som den, Wulff gav sin Fortroelighed, var yderst piinligt
. . . . Denne Tuur har endmere forøget mit Venskab for Thomsen,
hvis gode Sider jeg alle kiendte, men som jeg nu har seet foruret
tede . . . . Prinds Christian forærede mig et Uhr og var saare naadig
imod mig, jeg kunde næsten sige for smiggrende i sine Udtryk med
Hensyn til hans Stilling; det kan imidlertid ei skade, at man faaer
Ledighed til at lægge sig en Steen i Brættet hos ham, og denne Lei-
lighed fik jeg rigtignok ved Turen til Bornholm.“
Dette Efteraar, 13. Okt., døde Zahrtmanns gamle Kadetchef H. C.
Sneedorff. Paa hans Brev herom til Viborg svarede Faderen ham
29. Nov.: „Din Anskuelse om Sneedorff var mig saare kjær og lok
kede Taarer i mit Øje, der er temmelig ualmindeligt. Thi den var
som fremkaldt fra mit eget Hjerte. Jeg kjendte ham som Yngling,
som Mand og som Dalende. Jeg tilstaaer, at han havde Feyl, jeg vil
endog nævne dem barnagtige Svagheder. Men han havde udmerkede
Aands og Hjertes Fortrin. — Matroser, hjemkomne fra Kadetski
bet til Lessøe, have fortaalt, at de ved din Afgang fra Skibet havde
bragt dig, fremfor den Næstkommanderende, tre Gange Hurra.“