AdmiralCCZahrtmann

S Ø T O G T E R

Deres Reise kan De ikke frie til hende. Jeg har lyttet her paa alle

Kanter, og jeg troer at kunne sige med fuldkommen Overbeviisning:

Det var en skændig Løgn. Ogsaa Professoren [Schumacher] har

maattet spionere, ved hvilken Leilighed jeg da har faaet Mistanke

om, at han har en liden Formodning. Han har selv spurgt Faderen

om det, som svarte: Aah, det er Opspind.“ Nehus var en utrættelig

Ven; han gjengav 28. Febr. 1826 for Zahrtmann sine Samtaler med

Beta fra Selskaber i Altona: „Hun spurgte: Gaar Skibet fra Vest

indien først til Italien? — Jeg troer næppe dette vilde være efter

Zahrtmanns Ønske. — Saa? — Ja, der kunde ske en Forandring

her i Danmark, som kunde bringe ham til at ønske sig herhjemme.

— Det har ingen Nød, Danmark skal nok blive staaende. — Jeg

(levende): Mademoiselle Donner, tør jeg skrive det til ham? — Oh

Gud, nej! hvorfor vil De skrive det til ham? — Blot at De har sagt

mig, Danmark skal nok blive staaende. — Jeg veed ei, hvorfor De

just vil skrive det; jeg troer det virkelig, og hvem kan tvivle om

det? — Dermed slog hun ind paa noget andet. Jeg plagede den A f

ten hos [Onkelen] Jean Donner den gode Beta overalt stærkt med

Dem. Ved Bortgangen bad Dr. Heyck mig bringe Dem en Hilsen.

Madame Donner stod ved Siden af, og jeg fattede Ledigheden og

spurgte, om jeg ogsaa turde bringe Dem en Hilsen fra hende. Hun

svarte ret levende: Ja, jeg beder Dem hilse ham og sige ham, at det

vilde være os meget kiært at see ham igien hos os. Altsaa Z., bliver

Moralen: Det var en god Aften. Imidlertid har jeg fundet et nyt

Middel, nemlig jeg begynder at dadle Dem, og der forsvarer hun.“

Fra St. Thomas skrev Zahrtmann 18. Jan. 1826 til sin Broder

Henrik i København: „Nehus vil paastaae, at baade han og Du ere

overbeviiste om den fuldkomne Ugrund til det Rygte, der truede

at kuldkaste al min Lykke, men jeg har andre Efterretninger, og I

feile. Ideen lever i Danneskiolds Siæl og misbilliges ingenlunde af

hans nærmeste Familie, det veed jeg fra Fætteren Holsten, der ei

drømmer om, hvor interesseret jeg er i den Sag, men [hans Svoger]

Hertugen derimod haaber jeg vil blive ham en svær Anstødssteen,

og endelig haaber jeg, at han paa den anden Side vil finde endeel

Vanskeligheder, thi der har jeg Grund til at troe, jeg staaer ret

vel. Jeg havde nyligen et meget artigt Brev, endog fortroligt, fra

Faderen; jeg veed, at Datteren agter mig, at jeg ei er hende ube

hagelig, at hun til Andre har roest mig, saa at hun temmelig vist

kunne vide, at det igien ville komme mig for Øren, men om hun

elsker mig, idetmindste saaledes at hun kunne modstaae Fristelsen

at vorde Landets første Dame, det veed jeg ei, men dog tilstaaer

jeg Dig, at naar jeg tager Hensyn paa Karaktererne, saa ville jeg

ei i Danneskiold see nogen farlig Rival, naar jeg blot ei var fravæ

rende, men den Fraværende har altid Uret, og fraværende bliver

jeg jo endnu i næsten otte Maaneder. Jeg lever ikkun i Tanken om

at have dem overstaaede og ved Hiemkomsten at finde hende frie,

men i denne Tanke lever jeg ogsaa saa vel, at jeg kan sige, jeg al