AdmiralCCZahrtmann

S Ø T O G T E R

i at møde Dem igjen. Jeg vil ønske Dem at komme til Amerika for

at se revolutionære Regeringer, maaske vil De da indrømme mig,

at de skabe ikke Lykke for det Slægtled, som oplever dem; til Gjen-

gæld vil jeg give Dem Ret i, at af alle Revolutioner er Amerikas

mindst at dadle.“ Og 4. Nov.: „Jeg er en tarvelig Brevskriver, da

jeg fører et højst ensformigt L iv og aldrig oplever noget mærk

værdigt eller maaske mangler Evne til at opfatte som sligt, hvad

der hændes mig; jeg har aldrig noget at fortælle mine Korrespon

denter, den ene Dag ligner den anden, smaa Bekymringer for Dagen

i Morgen udslette Mindet om Gaarsdagens, men i det store Hele

skabe Dagene mig Tilfredshed, og jeg skylder det gode Forsyn den

fuldeste Taknemmelighed for d em

Danmark gaar fremad, i det

mindste styres dets Finanser, den eneste Gren, i hvilken jeg kan

have nogen Indsigt, bedre end nogen Sinde ___ Den lille Kres,

med hvilken jeg lever, har det godt og beder mig bringe Dem sin

Tak for, at De mindes den, og for Deres Hilsener.“ Og 29. April

1826: „Smaa Fallitter i København og i Hamborg, men større

Pengetab for mange. Den Forsigtighed, som mit Hus bruger i For

retninger, har ladet os staa denne urolige Tid igjennem med lidet

betydende Tab, men vi have maattet hjælpe andre med vor Støtte.“

Andre Breve fra Danmark satte Zahrtmann Uro i Blodet ved at

fortælle ham om Medbejlere, som sværmede om den unge Elisabeth

Donner. Den unge Lieutenant Steen Bille skrev til ham 13. Sept.

1825 fra København: „En Ven, som Du er, finder man ikke mange

af i Verden, og troe mig, gode Zahrtmann, jeg skiønner derpaa. Jeg

kom til Tunis først i Mai, fik Quarantaine, men Falbe kom ud til

mig. Vi talte naturligviis om Dig, og han sagde mig at have et Brev

fra Dig, der lod ham formode, at Du gik i Giftetanker. Med denne

Tanke læste jeg nu senere hen Dit Brev til mig, finder det triste,

Dig giørende philosophiske Betragtninger over Ungdommens Daar-

ligheder og blivende mere nedstemt, alt som Du fierner Dig fra A l

tona, hvor Brevet er begyndt, saaledes at Du i Lübeck bliver reent

melancholsk, og der udbryder Du i en stor (men jeg tilstaar velfor-

tient) Lovtale over den altfor elskværdige Betty Donner. At Du

virkelig kunde have ladet Dig fængsle af en saa elskværdig Pige,

det vilde saa meget mindre undre mig, som det aldeles falder i mine

Tanker, ogsaa dersom jeg følte Lyst til at givte mig. Jeg tilstaaer

Dig det, jeg behøvede kun et eneste Opmuntrings Ord af min gamle

Fader for at fremskynde denne Lyst, — dog min Ven, denne Op

muntring kommer formodentlig ikke, og jeg bliver ganske rolig

i Kiøbenhavn, medens formodentlig en Hamborger eller Altonaer,

Gud veed hvad, løber af med den elskværdige Betty. Derfor vilde

jeg dog hellere, det skulde være Dig, og har jeg ikke taget fejl i

mine Gisninger, saa opmuntrer jeg Dig som en sand Ven i alle Hen

seender til at gaae paa og giøre denne smukke, nydelige, elskvær

dige og rige Pige til Fru Zahrtmann. Donner giør store Geschiæfter

og vinder uhyre Penge. Jeg forlod dem igaar otte Dages om Afte