AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

Fremskridts utaalelige Hemsko, og denne tyveaars Kamp skabte

ham til Fremdriftsmand i den danske Marine, i den satte hans

Manddomstid varige Frugter for dansk Søfart.

B R Y L L U P

Ofte senere vendte Zahrtmann Tanken hen paa, hvorledes han

vandt sig en Hustru; sit Livs Roman kaldte han det og tænkte

endog paa at føre den i Pennen. Det turde da ogsaa være tilstede

ligt at optage den i Skildringen af hans L iv, saa meget mere som

den tegnede hans Forhold til den Kres, der omgav ham i Altona.

Vejen did lagde han nu over Viborg. To Dage før han strøg Kom

mandoen paa St. Jan, var hans Fader død (6. Sept. 1826), og han

ilede nu hjem til Jordfæstelsen. Sin sønlige Pligt gjorde han Fyl

dest paa den ædleste Maade. Allerede 14. Maj 1825 ved Udrejsen

til Vestindien havde han stillet hele sin Formue til Faderens frie

Raadighed, og nu da Gældskravene styrtede ind over Fædrehjem-

met, overtalte han Moderen til at gøre fuldt ud Brug af den for at

holde Hjemmet oven Vande, lige som han ogsaa paatog sig at støtte

sine yngre Brødre paa deres Skole- og Universitetsbane. Han var

glad i Tanken paa, at hans Prisepenge, de 28000 Rigsdaler, kunde

tjene til at føre hans Moder og Søskende ud over trange Livskaar.

Meget var her at ordne, og da først det var gjort, ilede han til

Altona. Nu galdt det for ham at tømre sig sit eget Hjem.

I Altona tilbragte Zahrtmann en Uges Tid i stort Utaalmod,

gemt bort inden Døre, da hverken Donner eller Schumacher maatte

vide ham der, saa længe hans Maal ikke var naaet. Han spejdede

efter Lejlighed til en Sammenkomst i Enrum med Elisabeth Don

ner; men hun holdt sig stille i Hjemmet, da hun i den anden Uge

af Maj havde haft den Sorg at miste sin Moder, et Tab, der ogsaa

havde grebet Z. stærkt i Vestindien, idet han havde haabet paa i

hende at have en ham gunstig stemt Talsmand. Han fandt nu Støtte

hos Elisabeths Farbroder Jean Christoph Donner og dennes Hustru,

og gjennem dem opnaaede han 22. Okt. at møde hende paa Fade

rens Landsted Neumiihlen ved Elben.

For første Gang aabnede han her sit Hjerte for Elisabeth Don

ner. Hun afviste ham ikke, og heri forstod han, at han ikke var

hende ligegyldig; men hendes stærke Datterfølelse bragte hende til

strengt at fordre, at først af alt maatte han indhente hendes Faders

Samtykke, og inden dette var givet, turde de ikke mødes. Den føl

gende Dag skrev han da Frierbrevet til hende, affattet paa Fransk,

som Datidens Tone krævede det, og til hendes Fader et Følgebrev

med Bøn om at overgive Datteren det. Han lod Jean Donner være

Brevdrager. Elisabeth Donner fik Frierbrevet i Hænde; men Mor

gendagen bragte Zahrtmann Faderens franske Svar, en Tak for de