AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

C. H. Donner og hvad Navne alle Dine Rivaler have, vil neppe lægge

Mærke til de to ubetydelige Personer, Madame J. D. og L . N.

men —

Beta har sagt, hun vil være en lydig Datter og lade

Gud sørge; det maae jeg nu for det første faae hende ud af Hovedet;

dernæst er det Raad, at Du ikke skal overile Dig, fra hende, Du

kunde ellers fordærve alt. Levvel,

Din urokkelige Ven L. N.

19.

Dec. — Beta veed, at Din Journal [fra Vestindietogtet] og

Dit Brev ligge hos Madame J. D., men hun vil ikke læse i dem.

Hun har sagt til sin Tante: Hvordan vilde Du med Tiden rolig

kunne lade Din Betty gaae til mig, naar Du vidste, at jeg havde

handlet saaledes mod min Fader? Dette Svar viser uendelig megen

Caracter, og jeg er gjennemtrængt af den høieste Beundring for

Pigen, det er Moderens Aand, der lever i hende, min uforglemme

lige Madame Donners Aand. Beta har derimod læst Dit Brev til

Tanten. Paa Dit Spørgsmaal om at forlade Søetaten har hun ikke

svaret noget bestemt, jeg troer ikke hun forlanger det, og da Tan

ten havde sagt hende om Posten i Hamborg, svarede hun: Aa Gud,

om det var mueligt, — og derved fik hun næsten Taarer i Øinene.

Hun har endnu sagt, hun kunde ikke handle imod sin Faders Villie,

selv om hun og, skulde blive ulykkelig. — Det foranstaaende skrev

jeg, inden jeg modtog Dit Brev med det til C. H. Donner, som

jeg efter Aftale i Aften sender til Tanten.

29. Dec. — Iforgaars var jeg Gjæst hos C. H. Donner. Jeg

kunde see, at det kostede Beta at holde sig, saa munter var hun.

Ved Bordet tømte hun engang sit Glas og saae og smilte til mig,

jeg tømte ogsaa mit, det var Din Skaal, min Ven, vi drak. __

Alt er indledet, og Dit Brev [til C. H. Donner] underveis fra

Pinneberg, hvortil jeg bragte det igaar og arrangerte med Post-

secretairen der, at det kom til at indgaae til Altona med Brevsæk

ken fra Kiøbenhavn, ikke i den fra Lybeck. — Kl. 53/4: Nu kom

Willingk [Betas Fætter, paa C. H. Donners Kontor] og sagde:

Alt er afgjort, hun faaer ham, men Herr Donner er meget vred.

Da Dit Brev kom, tog Donner det med til Børsen, og efter at være

kommet tilbage, kom han ind til Beta og sagde: Der er det Brev,

Du saa længe har ventet, men nu skal Du sige mig, hvad der er

gaaet for sig i Mellemtiden, — og da tilstod hun Mødet [22. Okt.].

Men det er Alt, Alt, ellers aner Donner intet, og derefter maae

Du rette Dig og være meget forsigtig, Ingen maae drømme om,

at Du har vidst Din Skjæbne otte Dage i forveien. Nu har Wil

lingk paalagt mig at bede om den største Taushed, indtil Donner

skriver til Dig, og dette, min Ven, er Din Bettys Bøn. Altsaa

taus som Graven. Hun er nu Din, og dette Budskab giver

jeg

Dig, jeg har levet i 35 Aar, jeg har ikke levet forgjæves. Nu min

hjertelige Lykønskning til, hvad der er foregaaet her idag, vor

Herre holde stedse sin Haand over Dig og Din Betty, og til Slut

ning min Bøn: nyd Din Lykke med Beskedenhed. Sov vel, det øn

sker jeg Dig, og drøm om Din Betty og

Din Nehus.