7
o
B R Y L L U P
dømmernes Oprør brød løs 1848. Vel maatte han bære den holsten
ske Kokarde for at kunne færdes nogenlunde uantastet i Altona;
men naar Oprørets Førere i Kiel, die Aufsetzige, kaldte Altonas
Borgere die Aussåssige (Spedalske), havde de sikkert en Mand som
Donner mest for Øje. Sit Dampskib Copenhagen, som han havde
holdt i stadig Postfart mellem København og Kiel, maatte han trække
ud af denne; men gjennem det kgl. danske Postamt i Hamborg
vedligeholdt han en livlig Brevforbindelse med København og vir
kede som en fremskudt dansk Udpost. Da Oprørsregeringen strax
hos ham beslaglagde 200000 Mark Banko som den danske Stats
Ejendom, nedlagde han en saa kraftig Indsigelse herimod, at den
maatte frigive Summen. Den holstenske Regering maatte sætte
Vagt om hans Gaard for at værne ham mod Overlast.
Danmark ydede ham efter Fredslutningen sin varme Paaskøn-
nelse ved 6. Okt. 1852 at skænke ham Storkorset. Endnu ved denne
Udmærkelse lod han, den store Bankmand, Rheder og Godsejer, sig
nævne Købmand i Altona. Her døde han Nyaarsdag 1854. Da han
bares til Graven, laa paa hans Kiste ene Borgerkronen og Storkorset.
M. L . Nathanson skrev da om ham: Sit danske Sindelag og sin
Loyalitet har han især lagt for Dagen under Oprøret i Hertugdøm
merne, og han var en af de Faa, der vedblev at vise Danmarks F i
nanser og Banken en rosværdig Tillid, medens andre Huse trak sig
tilbage. Danmark har i Donner tabt en oprigtig Fædrelandsven. —
Hans efterladte Formue sattes til ti Millioner Mark. Den kom til
Deling mellem hans to overlevende Børn, Bernhard Donner, som
førte Handelshuset C. H. Donner videre, og Fru Elisabeth Zahrt-
mann [C. V. Zahrtmann, Museum 1891, II, 16 1— 170].
5
-
Baade Zahrtmann selv og hans Omgangsvenner følte ham som
forvandlet gjennem Forlovelsen. Forhen kunde han være tavs og
mut, kun søgende ældres Selskab og jevnligt ude af Stand til at
gjøre sig til Herre over sit øjeblikkelige, bidske Lune. Nu, — ja
i et Hus, hvor han færdedes, spurgte han dets lille Datter: Kender
Du mig?; han fik til Svar: De er den lykkelige Kapitajnlieut. Zahrt
mann. Den lykkelige Z. blev hans Kendingsnavn nu. løvrigt kom
Forhold og Stemninger til Orde i hans Brevvexel under Forlovelses
tiden.
Først maatte Zahrtmann bede Kapitajnlt. Klauman om at „bevare
som en evig Hemmelighed, hvad De kiender af mit Frieris Historie,
hvis Kundbarhed kunde have noget ubehageligt for den Mand, jeg nu
kalder Fader, og hvis senere Opførsel imod mig har været den aller-
ædleste.“ Klauman svarede ham 1. Febr.: „Vær overbevist om, at
enhver Hemmelighed imellem os er skiult som i den stumme Grav;
og stol paa, min ædle Ven, at De i mig stedse vil finde en aaben
og trofast Ven, paa hvis Riddersind De fast kan bygge. Lad vores
Venskab vedblive at være knyttet saa fast og bestandig, som jeg
a f Hiertet forbliver Deres trofaste
M. C. Klauman.“