AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

dømmernes Oprør brød løs 1848. Vel maatte han bære den holsten

ske Kokarde for at kunne færdes nogenlunde uantastet i Altona;

men naar Oprørets Førere i Kiel, die Aufsetzige, kaldte Altonas

Borgere die Aussåssige (Spedalske), havde de sikkert en Mand som

Donner mest for Øje. Sit Dampskib Copenhagen, som han havde

holdt i stadig Postfart mellem København og Kiel, maatte han trække

ud af denne; men gjennem det kgl. danske Postamt i Hamborg

vedligeholdt han en livlig Brevforbindelse med København og vir

kede som en fremskudt dansk Udpost. Da Oprørsregeringen strax

hos ham beslaglagde 200000 Mark Banko som den danske Stats

Ejendom, nedlagde han en saa kraftig Indsigelse herimod, at den

maatte frigive Summen. Den holstenske Regering maatte sætte

Vagt om hans Gaard for at værne ham mod Overlast.

Danmark ydede ham efter Fredslutningen sin varme Paaskøn-

nelse ved 6. Okt. 1852 at skænke ham Storkorset. Endnu ved denne

Udmærkelse lod han, den store Bankmand, Rheder og Godsejer, sig

nævne Købmand i Altona. Her døde han Nyaarsdag 1854. Da han

bares til Graven, laa paa hans Kiste ene Borgerkronen og Storkorset.

M. L . Nathanson skrev da om ham: Sit danske Sindelag og sin

Loyalitet har han især lagt for Dagen under Oprøret i Hertugdøm

merne, og han var en af de Faa, der vedblev at vise Danmarks F i

nanser og Banken en rosværdig Tillid, medens andre Huse trak sig

tilbage. Danmark har i Donner tabt en oprigtig Fædrelandsven. —

Hans efterladte Formue sattes til ti Millioner Mark. Den kom til

Deling mellem hans to overlevende Børn, Bernhard Donner, som

førte Handelshuset C. H. Donner videre, og Fru Elisabeth Zahrt-

mann [C. V. Zahrtmann, Museum 1891, II, 16 1— 170].

Baade Zahrtmann selv og hans Omgangsvenner følte ham som

forvandlet gjennem Forlovelsen. Forhen kunde han være tavs og

mut, kun søgende ældres Selskab og jevnligt ude af Stand til at

gjøre sig til Herre over sit øjeblikkelige, bidske Lune. Nu, — ja

i et Hus, hvor han færdedes, spurgte han dets lille Datter: Kender

Du mig?; han fik til Svar: De er den lykkelige Kapitajnlieut. Zahrt

mann. Den lykkelige Z. blev hans Kendingsnavn nu. løvrigt kom

Forhold og Stemninger til Orde i hans Brevvexel under Forlovelses

tiden.

Først maatte Zahrtmann bede Kapitajnlt. Klauman om at „bevare

som en evig Hemmelighed, hvad De kiender af mit Frieris Historie,

hvis Kundbarhed kunde have noget ubehageligt for den Mand, jeg nu

kalder Fader, og hvis senere Opførsel imod mig har været den aller-

ædleste.“ Klauman svarede ham 1. Febr.: „Vær overbevist om, at

enhver Hemmelighed imellem os er skiult som i den stumme Grav;

og stol paa, min ædle Ven, at De i mig stedse vil finde en aaben

og trofast Ven, paa hvis Riddersind De fast kan bygge. Lad vores

Venskab vedblive at være knyttet saa fast og bestandig, som jeg

a f Hiertet forbliver Deres trofaste

M. C. Klauman.“