AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

ikke almindelig Pige, — og hvor er det dog en kær Følelse, at hans

saa tidlige Forudsigelse nu er saa helt bleven opfyldt. Gid han havde

levet for at se min Lykke, den vilde have glædet ham meget; thi

han elskede mig som en Fader, og han var en herlig Mand. —

i o. Juli: Lige nu kom Ørsted for at besøge mig og indbyde mig til

Middag med Hansteen i Morgen; der vil blive talt meget om Fysik.

Atter 15. Juli: Hin Nat skabte Epoke i mit militære Liv, thi

den skænkede mig to Egenskaber, om hvilke man kun gjennem E r

faring kommer til Sikkerhed: jeg manglede ikke Mod, og jeg ejede

Aandsnærværelse. Disse Egenskaber ere begge ubetinget nødven

dige i vor Stand, ene de give den nødvendige Ro og Tillid, naar man

skal kommandere. Elisabeth, en større Tillid kunde jeg ikke give

Dem end denne, at udtale

mig saaledes for Dem, thijeg viser der

ved, hvor sikker jeg følermig paa, at De kender mig helt og følge

ligt ikke kan misforstaa,hvad jeg skriver. — 18. Juli: I Aften

mødte jeg Otto Donner; De har fortalt mig om hans Antydninger

af, at De vilde komme til København, og jeg spurgte ham nu, naar

han havde faaet en Anelse om min Forelskelse. Han sagde, det kom

fra min Afrejse til Vestindien, da jeg i sidste Øjeblik bragte Krono

metret om Bord paa Kadetskibet paa Helsingørs Rhed, og da jeg

til allersidst kaldte ham til mig ved Falderebet, gav ham Haanden

og sagde: bring Deres Familie i Altona en Hilsen fra mig og sig,

det var min allersidste Hilsen fra Europa! Da han med denne Tanke

kom hjem til Altona i September 1825, paastaar han, at De styrkede

ham i den ved stadigt at bringe mig paa Bane i Deres Samtaler med

ham . . . Man ser, hvor stærkt en Menneske kan forandre sig, thi

tilforn vilde jeg aldrig være Lærer og stred med Sneedorff for at

holde mig ude fra Akademiet, og nu volder det mig stor Glæde at

blive Lærer; er dette min tiltagende Alders Skyld, eller skulde det

snarere skyldes den elskværdige Kadet, som jeg faar ind i min

Skole? . . . Pfui! den uforskammede Jøde, De skriver om fra Sel

skabet hos Hesses, har højligt opirret mig, og om jeg traf ham her,

vilde det koste mig Møje at huske, at den Karl er en Jøde og følge

ligt ganske uden for Ærens Love.

Fra Hjemmet i Viborg fik Zahrtmann jevnligt Breve. Hans

Moder skrev til ham 16. Maj: Jeg modtog Efterretningen om det

fejlslagne Haab, at see min kiære Henrich i den værdige Faders

Sted, med fuldkommen Roelighed. Min Overbevisning er: Hvad

Gud giør, er altid det bedste. Lad vore Kaar end være nok saa

ulige i Verden, vore Hierters Følelser blive det aldrig. — Til det

tilstundende Bryllup i Altona skrev hun 27. Aug.: O min elskede

Christian! Himlen give dig Kræfter til at blive som Ægte-Mand,

hvad din Fader var i sin Ægtestand! og vel mig, at jeg da med

Vished kan love din udvalgte Elisabeth: Hun vil være en sielden

lykkelig Kone. — Til Bruden skrev hun: Elskværdige Datter! Den

første Plads i Christians Hierte tilhørte før mig, men nu dig, min

elskede Datter; jeg afstaaer dig den gierne, thi jeg beholder dog