AdmiralCCZahrtmann

S Ø K O R T A R K I V E T

førte han, at alle Kort tegnedes under hans egne Øjne og kun, naar

Arkivet selv skulde mangle kyndige Kobberstikkere, skulde kunne

stikkes andet Steds. Arkivets første Arbejde under ham blev et

Kort over Nordsøen 1829; paa Grundlag af mange Tusende Lod

skud, som fremsøgtes i Dagbøgerne fra danske Orlogstogter, af

sattes Grundene og dannedes et fra tidligere stærkt afvigende Kort.

Det fandtes saa paalideligt, at det vandt stedse stigende Afsætning,

blev efterstukket i det russiske Søkortarkiv og brugtes af den

svenske Kartograf, Admiral Klint i en fuldstændig Omarbejdning

af hans Nordsøkort.

Ligeledes udkom 1829 et Kort over Spanskesø. Ved Kadetaka

demiet og ved Styrmandsexamen brugtes endnu van Keulens al

deles forældede, urigtigt aflagte Kort. I Amsterdam, hvor man for

længst havde nyere, rigtigere Kort, toges de gamle forslidte Kob

berplader kun frem til Aftryk for den danske Navigationsskole.

Efter Udgivelsen af de to nævnte Kort foreslog Zahrtmann, at Ar

kivets Kort skulde befales brugte i Navigationsskolerne her hjemme.

Navigationsdirektøren satte sig imod dette Forslag; Admiralitetet

stillede sig paa hans Side. Z. maatte gaa til Kongen, som løste det

meningsløse Misforhold ved 27. Maj 1829 at befale det danske Sø

kortarkivs Kort lagte til Grund for danske Kadetters og Styrmænds

Undervisning.

Sammen med Arkivet overtog Zahrtmann en Sum, 27000 Rbd.,

som Løvenørn Tid efter anden havde lagt op af dets Aarsover-

skud. Som god Økonom stræbte han nu hen til at øge denne Sum

op til 30 000 Rbd. som en Fond, hvis Renter skulde sikkre Arki

vets Drift. Større burde den ikke blive, thi, som han skrev: Enden

paa Legen bliver dog en Confiscation; han har herved tænkt paa

Arkivets høje Øvrighed, Admiralitetet. Renten, 1200 Rbd., af denne

Driftskapital sammen med Indtægterne af Kortsalget kunde i rolige

Tider dække Arkivets aarlige Udgifter saa rigeligt, at dets viden

skabelige Arbejder til Marinens Bedste og til Fremme af Søfarten

kunde skride uforstyrrede frem. Selv om Indtægterne, hvis Rigelig

hed delvis skyldtes den Omstændighed, at alle Skippere maatte stoppe

op i Helsingør for at yde Sundtold, skulde svigte i Krigstider, vilde

hin Rente være stor nok for Arkivets daglige Gang. Ud fra denne

økonomiske Opfattelse ventede Z. at kunne naa frem til i 1835 at

give Afkald paa Tilskud fra Admiralitetet.

Admiralitetet kom ham her i Forkøbet. Ganske uventet, uden

at Zahrtmann var raadspurgt, udvirkede det 5. Febr. 1832 en kongelig

Resolution, hvorefter Arkivet af sine egne Midler skulde afholde sin

Arbejdsstabs Lønninger, svare Rente af Byggelaanet og yde Tilskud

til forefaldende Søopmaalinger. Udslag af nogen særlig Velvilje fra

Admiralitetets Side kunde ikke findes i dette hastige Indgreb, som i

nogle Aar virkede forstyrrende ind i Arkivets Arbejdsgang. Dog

forstod Z. at vende det til en god Gave. „Arkivets senere raske Ud

vikling“ , skrev han 1842, „godtgiør, at Admiralitetet heri havde reg