AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

hendes Tanker og Sind hen paa ham. Atter nu i Efteraaret 1826

havde den utrættelige Ven ført hans Sag i Altona saaledes, at Dat

terens Vilje til ham endeligt sejrede over Faderen C. H. Don

ners Uvilje.

Zahrtmanns korte Ophold i Altona var ikke forblevet ukendt

for Professor Schumacher, og Z. havde da følt sig forpligtet til at

forklare denne Forholdet. Ved et Nyaarsbesøg hos Donner fandt

den elskværdige Professor sig opfordret til at være Talsmand for

Z. og hans Ønske, men kom herunder til at røbe, at Jean Donners

Hustru og Nehus havde holdt Vejen aaben mellem Z. og Datte

ren. Dette hidførte et uheldigt Brud mellem C. H. Donner

og hans ældre Broder. Til Zahrtmann skrev C. H. Donner 2. Jan.

1827 paa Fransk: Min Herre. — Det Brev, som De har vist mig

den Ære at tilskrive mig 26. Dec., har kun lidet kunnet formindske

den Harme, som jeg har maattet føle, over at De er traadt ind i

mit Hjem paa en Tid, da De vidste mig fraværende, og over at

De senere har ladet Hr. Nehus og Madame Donner være Bud

bringere for Dem, — Handlinger, som De burde have følt Dem

ude af: Stand til at benytte, og som visseligen have krænket mig. De

beder mig sige Dem, hvilke Pengekaar jeg kunde ønske hos den

Mand, hvem jeg kunde give min Datters Haand. Svaret er ganske

lige frem: saadanne, som gjøre ham det muligt at underholde Hu

stru og Børn svarende til hans Stilling i Samfundet, saaledes at

hans Familje med en fornuftig Fevefod og ordnet Økonomi er

uden Pengesorger. I Deres første Brev har De skrevet, at De gjorde

Regning paa mig; et saadant Overslag er mig imod, og for Resten

er det fejlagtigt. Jeg er Købmand, og den Kredit, man yder mig,

grundes paa Tilliden til, at jeg til enhver Tid skal kunne og ville

opfylde mine Forpligtelser; deraf følger den Pligt for mig, saa

længe jeg vedbliver at føre Handelskab, at holde alle mine Mid

ler deri for at kunne opfylde min Skyldighed lige saa hæder-

ligt, som jeg hidtil har gjort det under ødelæggende Kriser; jeg

bør tilføje, at saadanne Kriser kunde berøve mig min Formue

og den Glæde, jeg vilde have i at efterlade den til mine Børn.

Men hvis, som jeg haaber, Forsynet i sin Godhed vil vedblive at

skerme mig, og jeg vil kunne efterlade mig en Formue ved min Død,

er mine Børns A rv derved ikke sikkret; min Formue er hverken

Fideikommis eller Arv fra mine Fædre, den er Frugten af mit A r

bejde, altsaa har jeg, aldeles afgjort, fuld Raadighed over den, og

hvis jeg ud fra mine Følelser af Patriotisme eller Veldædighed eller

af andre Bevæggrunde troer at handle vel deri, vil den helt eller

delvis kunne gaa til andre Formaal. Dette er ikke en Tanke fra igaar

eller i Dag, fra hvilken jeg kunde ledes bort, det er en Grundsætning,

kendt og billiget af mine Børn. Sandt er det, at jeg for Resten af mit

F iv agter at give min Datter en rimelig Aarpenge, paa Betingelse

af at inddrage den, hvis mine Formuesforhold skulde kræve det.